- Der er et massivt behov for investeringer i Forsvaret, og det er selvfølgelig en helt central opgave for Danmark at få løst, og mange pensionsselskaber er klar til at bidrage med løsninger og samarbejde på de områder, hvor det giver mening. Det gælder ikke mindst problemet med massive efterslæb på forsvarets bygninger, siger underdirektør Tom Vile Jensen, F&P.
Pensionsselskaberne og deres medlemmer er vidt forskellige, og det er ikke alle, der ønsker at investere i forsvar. Men mange selskaber kan og vil gerne bidrage til løsninger. I Danmark har F&P’s medlemmer fx bygninger og ejendomme for ca. 200 mia. kr. De har dermed stor erfaring med bygningsprojekter og styring af økonomien, som Forsvaret kan samarbejde med branchen om.
- I sidste ende er det selvfølgelig op til regeringen og Folketinget – sammen med Forsvaret at finde vejene til, hvordan man vil genoprette og styrke samarbejdet. Men store dele af pensionsbranchen har både kompetencer og investeringer, der virkelig kan bidrage positivt, siger Tom Vile Jensen.
Foruden de store behov for at investere i personel og i de bygninger, som udgør rammerne for de mennesker, der arbejder i Forsvaret, ser branchen også muligheder for at bidrage med fartøjer.
- Forsvaret forventer at skulle forny den danske flåde over de kommende år. Det kommer til at kræve store investeringer og nytænkning. Vi er klar med både investeringer og samarbejde, så vi får mest muligt forsvar for skatteydernes penge, siger Tom Vile Jensen.