Arbejdstilsynet introducerer et nyt redskab, Tilsynsindblikket, som træder i kraft fra mandag den 1. juli 2024. Dette online opslagsværk giver et aktuelt overblik over alle danske og udenlandske virksomheder, der har haft besøg af Arbejdstilsynet inden for de seneste seks måneder. Det viser, hvilke afgørelser der er blevet truffet, og hvilke arbejdsmiljøproblemer, der er blevet identificeret.
Tilsynsindblikket kan tilgås på Arbejdstilsynets hjemmeside fra mandag den 1. juli 2024.
Tilsynsindblikket erstatter smileyordningen, der blev afskaffet den 1. februar 2024. Smileyordningen var ikke længere fyldestgørende for Arbejdstilsynets tilsynsarbejde og gav ikke altid et retvisende billede af arbejdsmiljøet. Derfor blev det politisk besluttet, at smileyordningen skulle erstattes af en ny, faktabaseret offentliggørelse af tilsyn og afgørelser.