Barselslov ændres fra 1. januar 2026

Forældre kan forlænge orlov op til 12 måneder ved barns indlæggelse

Publiceret 10.12.2025

Den 1. januar 2026 træder en ændring af barselslovens § 14 i kraft. Medarbejderne i F&P A’s medlemsvirksomheder vil efter lovændringen stadig have samme lønrettigheder ved forlængelse af barselsorlov som følge af barns hospitalsindlæggelse som i dag.

 

Fra 1. januar 2026 og frem kan hver af forældrene imidlertid få mulighed for at forlænge fraværsretten og perioden med barselsdagpenge med op til 12 måneder, hvis barnet er indlagt på hospital inden for de første 46 uger efter fødslen. Det er en forudsætning, at forældrene ikke genoptager arbejdet i perioden.

 

Indlæggelsen skal dokumenteres med journaludskrift fra hospitalet eller en lægeerklæring. Fra denne dato sidestilles tidligt hjemmeophold (tidlig udskrivelse med hjemmebesøg fra hospitalet) og behandling i hjemmet med hospitalsindlæggelse. Reglerne gælder for børn, der er født eller modtaget fra 1. januar 2026 og frem.

 

I de nugældende regler kan forlængelsen maksimalt udgøre 3 måneder i alt for begge forældre. Det er også kun selve indlæggelsen, der giver ret til forlængelse – dvs. at ”tidligt hjemmeophold” er ikke omfattet. De nugældende regler gælder for børn født eller modtaget til og med 31. december 2025.

 

Hvilken betydning har det for medarbejdere omfattet af Forsikringsoverenskomsten eller Rammeoverenskomsten?

 

Alle medarbejdere vil få ret til den forlængede fraværs- og dagpengeret, der hviler på barselsloven som beskrevet ovenfor. 

 

Indtil nu har Forsikringsoverenskomstens § 4, stk. 3, og Rammeoverenskomstens § 18, stk. 2 givet adgang til fuld løn efter de ”gamle regler” jf. barselsloven.

 

F&P A’s vurdering er, at henvisningen til barselsloven i ovenstående bestemmelser må forstås som en henvisning til loven på det tidspunkt, hvor bestemmelserne blev indført. Det vil sige, at lønrettens længde fortsat vurderes at være 3 måneder i alt; ligesom begrebet ”hospitalsindlæggelse” må forstås i lyset af den hidtidige definition i barselsloven, dvs. at tidligt hjemmeophold og behandling i hjemmet med hospitalsindlæggelse ikke er omfattet af lønretten som beskrevet i FOK § 4, stk. 3, og ROK § 18, stk. 2.

 

Eksempel: En medarbejder (omfattet af FOK eller ROK) får et barn i februar 2026. Barnet er efterfølgende indlagt i seks måneder. Forudsat, at medarbejderen ikke genoptager arbejdet, vil medarbejderens barselsorlov blive forlænget med seks måneder. Medarbejderen har ret til fuld løn i tre måneder, mens de øvrige tre måneder er med dagpenge.

Seneste nyt

Nyhed {{article.tag}} {{article.publishedDate}}
{{article.header}} chevron
Se alle nyheder arrow-right
Anders Terp-Hansen

Vil du vide mere?

Anders Terp-Hansen

Direktør for F&P Arbejdsgiver