Særregulering aftalt væk
Ved OK23 blev det aftalt, at taksatorernes særafsnit i Forsikringsoverenskomsten og særoverenskomsterne for bl.a. taksatorerne skulle bortfalde. Taksatorerne skulle i stedet være omfattet af det nye lønbånd 2.
I overenskomstteksten og i slutprotokollen havde overenskomstparterne flere steder anført, at der ”kan” indgås lokalaftaler til videreførelse af de nu bortfalde særoverenskomster.
Ingen pligt til lokalaftaler, men ingen forringelse af vilkår
Den faglige voldgift slog fast, at overenskomstparterne ikke havde aftalt en pligt til at videreføre ansættelsesvilkårene fra taksatorernes særregulering i lokalaftaler. Til gengæld fandt voldgiften også, at de taksatorer, der var ansat forud for den 1. april 2023, ikke måtte få forringet deres ansættelsesvilkår som en følge af, at særreguleringen for dem bortfaldt.
Medlemsvirksomheden, som sagen drejede sig om, havde givet vilkårene fra særoverenskomsterne som individuelle vilkår til de taksatorer, der var ansat før den 1. april 2023. Dette var tilstrækkeligt til at sikre, at der ikke skete en forringelse af vilkårene.
Konkret sag med betydning for alle
Selvom sagen drejede sig om en konkret virksomhed, har sagens afgørelse betydning for alle medlemsvirksomheder, der har taksatorer ansat, da opmanden i sine præmisser mere principielt tager stilling til, hvad der blev aftalt mellem overenskomstparterne ved OK23 vedrørende taksatorerne.
F&P Arbejdsgiver førte sagen for medlemmet ved en faglig voldgift.
