Nyhed

Analyse: USA har givet Europa baghjul i kampen om investeringer

De seneste års kraftige kursstigninger på amerikanske aktier har bidraget til, at hver fjerde danske pensionskrone i dag er investeret i USA. Dét billede kunne ændres, hvis vækstmulighederne og rammerne er til stede for investeringer i Europa, lyder det fra pensionsbranchen.

Publiceret 02.04.2025

Pensionsselskaberne er forpligtiget til at investere danskernes pensioner bredt på tværs af aktiver og lande for at skaffe pensionsopsparerne det højest mulige afkast under hensyn til investeringsrisikoen. Og de seneste mange år er det i høj grad USA, der er løbet med investeringerne og værditilvæksten.

quote

Det er ikke uden grund, at vores branche har orienteret sig mere på den anden side af Atlanten

- Kent Damsgaard, F&P

- Vi har set en betydelig forskydning i vægtningen af pensionsselskabernes investeringer, hvilket betyder, at USA i dag er det næststørste investeringsområde efter Danmark. En plads der tidligere var forbeholdt Europa. Og den forskydning skyldes ene og alene, at vilkårene for et godt afkast har været bedre i USA, siger Kent Damsgaard, adm. direktør i F&P.

F&P har analyseret afkastet på det amerikanske marked, og analysen viser bl.a., at hvis man havde 100.000 kr. investeret i den amerikanske teknologi-børs Nasdaq i 2010, ville pengene være vokset til 821.000 kr. i dag. Til sammenligning ville 100.000 kr. investeret i det europæiske aktieindeks være vokset til ca. 219.000 kr.

 - Det er ikke uden grund, at vores branche har orienteret sig mere på den anden side af Atlanten. De seneste 10 år har USA stået stærkt i konkurrencen om investeringer, og der ligger et kæmpe arbejde forude for at vende den udvikling, fortæller Kent Damsgaard. 

Han peger dog på, at der er vigtige og stærke signaler fra EU og medlemslandene.

 - Der er kommet et tiltrængt fokus i EU på at sikre Europas konkurrencekraft, og det er livsvigtigt for at tiltrække de investeringer, der skal til, siger Kent Damsgaard.

Analysen fra F&P viser også, at der generelt investeres mere i USA end i EU, hvilket er med til at udvide og vedligeholde kapitalapparatet. Det har betydet, at produktiviteten er vokset mere i USA end i EU. Samtidig er beskæftigelsen siden 2010 vokset mere i USA end i EU. Det har bidraget til, at USA har været mere attraktiv at investere i.

Dokument ikon
Analyse

Læs analysen bag tallene her

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør