Danmark hærges hyppigt af store og dyre storme

Publiceret 12.10.2016
Den seneste femårsperiode har været dyr i stormskader og har kostet forsikringsselskaberne 3,7 mia. kr. i skadeserstatninger til stormramte kunder. Det er mere end tre gange så meget som i perioden lige inden. Forsikringsoplysningen opfordrer alle til at være ekstra opmærksomme, inden stormsæsonen nu for alvor går i gang.

Stormtal viser, at årene 2006-2010 bød på 94.546 stormskader. Det er mange, men for intet at regne i forhold til de seneste fem år, hvor nye tal viser, at Danmark hvert andet år er blevet hærget af storme.

 
Årene 2011-2015 bød nemlig på tre gange så mange skader som i de forudgående fem år med sine knap 324.000 anmeldte skader.
 
- Skaderne kostede tilsammen forsikringsselskaberne 3,7 mia. kr. i er-statninger til stormramte forsikringskunder - og dertil skal lægges de ca. 2,5 mia. kr., der blev udbetalt af den offentlige stormflodsordning efter stormen Bodil i 2013, siger konsulent Anja Lintrup Sørensen fra Forsik-ringsoplysningen.
 
Hun opfordrer til, at vi hver især gør, hvad vi kan, for at undgå storm-skader og ulykker.  
 
- Med enkle tiltag kan man selv forebygge skader på huset, før stormen sætter ind. Se fx efter, at der ikke er løse tagplader eller tagsten. Sørg også for at sikre, at vindskeder, sternbrædder, skodder og andre dele, der kan rive sig løs i en storm, sidder ordentligt fast, siger hun.
 
Den dyreste storm, som i nyere tid har hærget Danmark, var i øvrigt december-stormen i 1999. 438.000 skader kostede forsikringsselska-berne 10 mia. kr. 

Fjern løse ting i haven

Havetrampoliner er i dag hvermandseje. Mange glemmer, at trampolinen skal tøjres forsvarligt.
 
- Hvis stormen pludselig rammer, så får trampolinen nemt ”vinger”. Vi hører jævnligt, at husejere bliver overrasket af den første storm, og at trampolinen er endt inde i naboens have eller har ramt en bil. Sørg for at fastgøre trampolinen forsvarligt, eller sæt den i kælderen eller skuret, inden stormsæsonen går i gang, siger Anja Lintrup Sørensen.
 
Hun opfordrer til, at man også giver store træer et kritisk blik. Er der fx løse grene, eller træet er ved at gå ud, kan der være stor risiko for ska-de under en storm.
 

21 års stormskader og erstatninger


​Opgørelsesmetoden er ændret fra 2006 og frem. Derfor er der et overlap i graferne 2006/ 2007.

Kilde: Forsikringsselskabernes indberetninger til Forsikring & Pension.
Anja Lintrup Sørensen

Vil du vide mere?

Anja Lintrup Sørensen

Chefkonsulent