Nyhed

Danske pensionsinvesteringer falder i EU, men stiger mærkbart i USA

Mens danske pensionsselskabers investeringer i USA de seneste fem år er steget med 461 mia. kr., så er investeringerne i Europa (uden Danmark) faldet med 17 mia. kr, viser ny opgørelse. Det nye EU-parlament og den nye Kommission er nødt til at gøre det mere attraktivt at investere i Europa, lyder det fra F&P.

Publiceret 07.06.2024

USA trækker fra EU og Europa på danske pensionsinvesteringer. Tilbage i 2021 var EU stadig det område, hvor danske pensionsselskaber havde flest investeringer. Men det har grundlæggende ændret sig. 

I dag har danske pensionsselskaber 1143,7 mia. kr. investeret i USA, mens beløbet i EU/Europa (uden Danmark) til gengæld kun er på 861,7 mia. kr. Udviklingen skyldes både, at amerikanske virksomheder giver et solidt afkast, og at USA tiltrækker mange nye danske pensionspenge til landet. 

quote

Lidt fortegnet sagt, så er vi i EU blevet verdensmester i byrder

- Kent Damsgaard, F&P

 - Det er naturligvis godt for de danske pensionsopsparer, at vi kan hente afkast i USA. Men jeg synes faktisk, det er bekymrende læsning, at vi i Europa ikke er bedre til at skabe vækst og afkast, og dermed at vi går glip af ellers nødvendige investeringer i virksomheder, vindmøller og veje her i vores del af verden. Vi er nødt til at gøre det mere attraktivt at investere i Europa, siger Kent Damsgaard, adm. direktør i F&P

Alene F&P’s medlemmer skal frem mod 2030 nyinvestere 500 mia. kr. og skal en større andel af dem gå til Europa, er der brug for politisk handling fra den nye EU-kommission og det nye parlament. F&P peger bl.a. på administrative lettelser og flere incitamenter til at investere fx i den grønne omstilling. 

 - Lidt fortegnet sagt, så er vi i EU blevet verdensmester i byrder. Men vi er nødt til at tage et opgør med omfanget af de administrative byrder, hvis vi skal gøre det mere attraktivt for virksomheder og investorer at etablere sig og investere i EU. Og få flere europæiske virksomheder til at vokse sig store, siger Kent Damsgaard og fortsætter: 

 - Vi er også nødt til at se på bedre rammer for at investere i den grønne omstilling. USA løber med rigtig mange penge på den konto i øjeblikket, og det går udover EU's omstilling og konkurrenceevne. 

F&P har fremlagt et katalog af forslag til, hvad EU kan tage af handlinger i den kommende valgperiode.  
 
Den samlede danske pensionsbranche har 4.612 mia. kr. under forvaltning. Det er især investeringer i amerikanske aktier, som er vokset kraftigt de senere år, men investeringerne i europæiske aktier er på et uændret niveau. Pensionsbranchen har knap 300 mia. kr. investeret i aktier i EU (ekskl. Danmark), men næsten 900 mia. kr. i amerikanske aktier.

Seneste nyt

Nyhed {{article.tag}} {{article.publishedDate}}
{{article.header}} chevron
Se alle nyheder arrow-right
Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør