Det nationale forsknings- og analysecenter, VIVE, har igennem flere år spurgt 57-årige danskere, hvornår de forventer at gå på pension – og 10 år senere, hvornår de rent faktisk trækker sig tilbage. Et nyt notatom udviklingen viser, at vi bliver længere og længere i job. Faktisk i gennemsnit 1,2 år længere, end vi forventer. Det gælder på tværs af både køn og uddannelsesbaggrund. Samtidig peger rapporten på, at det for mange seniorer er drevet af lyst, at de bliver i job.
- Det er en vild udvikling, som understreger, at mønsteret for vores arbejdsliv og tilbagetrækning har ændret sig fundamentalt de senere år. Det har enorm stor betydning for samfundsøkonomien, og vi kan faktisk også se, at de ældre i job generelt er mere tilfredse, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.
Man kan simpelthen ikke overvurdere seniorernes betydning for det danske arbejdsmarked og dansk økonomi
- Kent Damsgaard, F&P
For årgang 1955 svarer forskellen i forventet tilbagetrækningsalder og faktisk tilbagetrækningsalder til et arbejdsudbud på 55.000 personer, fordi det er lykkes at fastholde de erfarne danskere i job.
- Man kan simpelthen ikke overvurdere seniorernes betydning for det danske arbejdsmarked og dansk økonomi. Hvis vi ikke havde formået at fastholde seniorerne længere i job, end de havde forventet, så havde vi lige nu manglet i omegnen af 55.000 dygtige medarbejdere. De er fuldstændig afgørende, siger Kent Damsgaard.
Ifølge VIVEs opgørelse er det tilsyneladende også i høj grad lyst, der får seniorerne til at blive længe i job. Blandt de 67-årige i job finder vi flere, der har en god livskvalitet, et godt helbred og en god økonomi end blandt deres jævnaldrende, der har forladt arbejdsmarkedet.
- Der er ingen tvivl om, at forhøjelsen af folkepensionsalder i sig selv har medvirket til, at vi arbejdere længere, fordi det samtidig har ændret normerne for, hvornår vi trækker os tilbage. Men seniorerne vælger også at blive på jobbet af lyst, hvis de i øvrigt har helbredet til det, siger Kent Damsgaard.
Han peger på, at mere fleksible overgange mellem arbejdslivet og pensionisttilværelsen kun bliver endnu vigtigere, hvis udviklingen skal fortsætte.
- I takt med, at folkepensionsalderen stiger, efterspørger flere og flere danskere også noget mere fleksibilitet, så man kan forsætte i job frem til pensionsalderen – og meget gerne også efter. Vi er helt oppe på, at 3 ud af 10 danskere på 67+ stadig er i job. Hvis den imponerende udvikling skal fortsætte, er det oplagt at se på, hvordan vi også gennem pensionssystemet kan understøtte det gode seniorarbejdsliv, siger Kent Damsgaard.
Lidt flere af de beskæftigede har en videregående uddannelse end dem, der har trukket sig tilbage. De beskæftigede har derfor formentlig i større udstrækning en god pensionsopsparing, så de arbejder på trods af, at de har råd til at forlade arbejdsmarkedet. Omvendt er der givetvis blandt de tilbagetrukne nogle, som har været nødsaget til at forlade arbejdsmarkedet tidligt pga. dårligt helbred – måske med en dårlig økonomi til følge.
Vil du vide mere?
Kent Damsgaard
Adm. direktør