Der skal rettes op på fald i selvstændiges indbetaling til pension

Publiceret 04.05.2016
​Indbetalingerne til privattegnede pensionsordninger faldt fra 2014 til 2015 Det er særligt ratepensioner, der er faldet – med knap fire mia. kr. Meget tyder på, at udviklingen skyldes ændrede regler for selvstændiges pensionsopsparing. Derfor foreslår Forsikring & Pension nu at fjerne det nuværende loft for, hvor meget en selvstændig kan indskyde på sin pensionsordning - den såkaldte 30 procents regel.

​Indbetalinger til privattegnede ordninger faldt med 1,5 mia. kr. fra 2014 til 2015, og det dækker over modsatrettede forskydninger, nemlig at indbetalingerne til ratepensioner faldt med knap fire mia. kr., mens indbetalingerne til aldersopsparing og livrenter steg med hver især én mia. kr.


Den nærliggende forklaring på faldet i indbetalinger til ratepension er, at omkring halvdelen af indskyderne på privattegnede ordninger er selvstændigt erhvervsdrivende.
 
2015 er det første år, hvor selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan indskyde op til 30 procent af årets overskud ubegrænset på ratepension – det vil sige uden at være bundet af det 50.000 kroners loft, der gælder for alle andre grupper. Selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fortsat indskyde ubegrænsede beløb på livrenter.

- Forringelser i rammerne for pensionsopsparing giver med det samme fald i opsparingen for selvstændige, siger Jan V. Hansen, underdirektør i Forsikring & Pension.
 
- Det sidste, som selvstændige har brug for, er mindre pensionsopsparing. I forvejen er selvstændige i stor risiko for få en alderdom med et stort fald i forbrugsmulighed på grund af manglende pensionsopsparing. Der er derfor al mulig grund til at gøre det mere attraktivt at spare op også for selvstændige.

- Vi foreslår derfor, at man skal fjerne den såkaldte 30 procents regel. Den betyder, at man i dag maksimalt må indskyde 30 procent af årets resultat på en pensionsordning og få fuldt skattefradrag med det samme. Vi mener ikke, at der grund til at lægge loft over, hvor meget en selvstændig kan indskyde på pensionsordninger. I gode år er det oplagt at spare mere op, og det skal skattereglerne ikke forhindre, siger Jan V. Hansen.
 
Det samlede pensionsindbetalinger var nogenlunde uændrede fra 2014 til 2015. I 2015 indskød danskerne mere end 110 mia.kr. på pensionsordninger. Langt størsteparten - næsten 90 procent – bliver indskudt på arbejdsgiveradministrerede ordninger. 
Jan V. Hansen

Vil du vide mere?

Jan V. Hansen

Direktør for Pension