Den nye sikkerhedssituation i Europa kræver markante ændringer og oprustning for alle de europæiske lande. Forsvarsindustrien skal nytænkes, og det kræver meget mere privat kapital, fremgår det af en strategi fra EU-Kommissionen.
- EU Kommissionen understreger, at en stærk forsvarsindustri er essentiel for at sikre sig mod de trusler, som landene oplever netop nu. Den danske Zilmer-rapport viste samme dystre billede tilbage i 2022, og det kræver betydelige investeringer at opbygge både Forsvaret og en forsvars- og sikkerhedsindustri, der kan matche det nye trusselsbillede på troværdig vis, siger underdirektør Tom Vile Jensen, F&P.
Der er en vis forsigtighed, når det kommer til investeringer i forsvar og sikkerhed. Nu slår EU-kommissionen fast, at bæredygtighedsregulering ikke står i vejen for at investere i forsvarsindustrien
- Tom Vile Jensen, F&P
I forvejen har en række danske pensionsselskaber meldt sig på banen i forhold til bl.a. drift og udbygning af Forsvarets bygninger og opgraderingen af den danske flåde. Ligesom flere danske selskaber også har investeret i forsvars- og sikkerhedsvirksomheder. Men store dele den danske og europæiske forsvarsindustri har ifølge EU-kommissionen brug for en stor saltvandsindsprøjtning i det kommende år. Derfor foreslår EU-kommissionen også, at den europæiske investeringsbank (EIB) får mulighed for at investere i forsvar og sikkerhed.
- Det er oplagt at se på, hvordan vi bedst kan løse opgaverne i fællesskab på tværs af alle de kompetencer, ressourcer og kapital, vi har som samfund. I F&P har vi gjort det klart, at pensionsselskaberne gerne må samarbejde med både Forsvaret og investere i forsvarsindustrien, men at det helt er op til hvert enkelt selskab at afgøre, fortæller Tom Vile Jensen.
EU-kommissionen peger på, at investorer måske unødigt holder sig tilbage med investeringer i forsvarsområdet på grund af europæisk bæredygtighedsregulering og bekymringer for omdømmet. Den opfattelse kan underdirektøren godt genkende.
- Der er en vis forsigtighed, når det kommer til investeringer i forsvar og sikkerhed. Nu slår EU-kommissionen fast, at bæredygtighedsregulering ikke står i vejen for at investere i forsvarsindustrien. Hvis politikerne vil lykkes med at rejse meget mere kapital fra private investorer, bliver der nok brug for yderligere målrettede tiltag i EU og Danmark for at få skabt en større accept af og forståelse for investeringerne.
Vil du vide mere?
Tom Vile Jensen
Underdirektør