Flere syge faglærte og ufaglærte har gavn af arbejdsmarkedspension

Publiceret 01.07.2016
Når ryggen svigter, eller kræften rammer, får flere og flere ufaglærte og faglærte gavn af en indtægt fra deres pensionsselskab, end tilfældet var for 15 år siden.

Tilsammen udgør de faglærte og ufaglærte faktisk 74 procent af alle dem, der får en indtægt fra en forsikring fra et pensionsselskab, når de mister evnen til at arbejde. Det viser en ny analyse fra Forsikring & Pension.

 - Arbejdsmarkedspensioner og private forsikringer er blevet et uundværligt supplement til offentlig velfærd. De holder hånden under danskerne, hvis de mister evnen til at arbejde fuld tid, når sygdom eller ulykke rammer. Især ufaglærte og faglærte er kommet med på vognen. Flere af dem har fået forsikringer ved nedsat arbejdsevne via deres pensionsordninger på jobbet, siger Anne Seiersen, underdirektør i Forsikring & Pension.

Før 1991 havde de færreste ufaglærte og faglærte en forsikring, hvis de blev for syge til at arbejde. Men i takt med, at flere og flere erhvervsgrupper har fået pensionsordninger som led i deres overenskomster, er faglærte og ufaglærte kommet med på vognen, oplyser Anne Seiersen. 

Alene siden 2002 er antallet af personer, som får en ydelse for tab af erhvervsevne, steget med 73 procent.  

I gennemsnit har dem med både en førtidspension og en indtægt fra pensionsordningen på 297.600 kroner før skat at leve for om året. De, der alene har ydelser fra det offentlige, får kun 222.700 om året. 

- En højere indtægt forbedrer levestandarden væsentligt for de danskere, som ikke længere kan arbejde fuld tid, fordi de fx har kroniske rygsmerter, siger Anne Seiersen. 

Hun påpeger, at indtægten fra forsikringen er med til at holde hånden under hele familien. Det er altid en god ide at kontakte sit pensionsselskab, hvis man bliver længerevarende syg. Pensionsselskabet kan ofte hjælpe med rådgivning og muligvis også med at betale for den behandling, du har brug for.

 
Positivt, men…
I 3F finder den socialt politisk ansvarlige, Ellen K. Lykkegård, det positivt, at mange 3F’ere får gavn af de ekstra penge. Men der er også et stort men:

- Det er jo desværre ikke overraskende, at så mange 3F-grupper er repræsenteret i tallene. For det er rengøringsassistenter og murere og andre af vores faggrupper, der oftest slides ned eller bliver syge. Vi skal selvfølgelig hjælpe vores medlemmer økonomisk. Men først og fremmest handler det om at forebygge, at nedslidningen finder sted. Det handler om at prioritere et bedre arbejdsmiljø, siger Ellen K. Lykkegård.

I Forsikring & Pension medgiver man, at det er et problem, at så mange har brug for ordningerne:

- For det betyder jo, at folk bliver syge, før de går på alderspension. Vi har bestemt også en interesse i, at man gør alt for at holde folk raske, så de kan blive på arbejdsmarkedet, siger Anne Seiersen. 

Ellen K. Lykkegaard har endnu en pointe:

- Arbejdsmarkedsordningerne er med til at holde hånden under familierne. Men de må aldrig blive andet end et supplement til de offentlige pensionsordninger. For så risikerer vi, at der bliver skåret endnu mere i de offentlige pensioner. Og det vil skabe endnu større grobund for ulighed, advarer Ellen K. Lykkegård.
 
 
Flere faglærte og ufaglærte har ”gavn”
af deres forsikring


Kilde: Forsikring & Pension

 
Udbetalingerne er vokset med 82 pct.
i perioden 2002 - 2013

 


Kilde: Forsikring & Pension