Danskerne kunne være mere interesserede i deres forsikringer, og kun 26 procent af kunderne hos forsikringsselskaberne tjekker deres forsikringsdækning helt rutinemæssigt en gang om året. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for F&P, forsikrings- og pensionsbranchen.
- Men livet ændrer sig, og derfor bør dækningen også ændre sig. Har du fået børn, er blevet gift eller skilt eller – hvis det er længe siden, du sidst tjekkede – har du købt flere møbler, smykker eller kunst? Så er det vigtigt at tilpasse forsikringens dækning, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P.
Undersøgelsen viser også, at 37 procent af de adspurgte ikke har tjekket deres forsikring indenfor de seneste to år.
En samlet forsikringsbranche opfordrer derfor hele denne uge frem mod Forsikringsdagen på søndag deres kunder til at tjekke, om deres forsikringsdækning passer til deres livssituation lige nu.
Livet ændrer sig og derfor bør dækningen også ændre sig
- Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P
- Danskerne er generelt aktive og oplyste forbrugere, og det, synes vi, er rigtig godt. Men som branche ser vi gerne, at endnu flere kommer med på vognen. Hvis uheldet er ude, er det utrolig vigtigt, at man kan vide sig sikker og tryg med den rette forsikringsdækning, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P.
Kontakt dit forsikringsselskab eller tjek selv din dækning, f.eks. kan du tjekke dit forsikringsbehov på forsikringsguiden.dk.
Du kan også bruge denne tjekliste:
- Har du de forsikringer, du har brug for? Tænk over, hvordan du lever dit liv – rejser du meget, har du så en rejseforsikring? Har du et kæledyr – er det omfattet af en forsikring.
- Tjek om dine forsikringer har selvrisiko – og om selvrisikoen har det rette niveau. Det nytter ikke at tegne en forsikring med en høj selvrisiko for at slippe billigere, hvis du ikke har råd til at betale selvrisiko.
- Hvornår har du sidst gennemgået dine forsikringer – selv eller med dit forsikringsselskab? Måske er det ved at være tid.
- Er dine forsikringssummer på det rette niveau? Det gælder typisk på indboforsikring og ulykkesforsikring, at du selv skal vurdere, hvilken forsikringssum du har behov for.
- Brug forsikringsguiden.dk til at tjekke dit behov og få en idé om, hvad forsikringer, som passer til dig, vil koste.
Forsikringsdagen 2024

Vil du vide mere?
Pia Holm Steffensen
Underdirektør