Forsikringsbranchen: Få bugt med Danmarks mange indbrud

Publiceret 15.06.2017
Danmark har alt for mange indbrud i forhold til vores nabolande. Det skal der gøres noget ved, mener forsikringsbranchen. Danskernes hjem skal sikres bedre.

Danmark har flere indbrud per indbygger end Tyskland, Norge og Sverige tilsammen. Det skal ændres, lyder det fra Forsikring & Pension på brancheorganisationen folkemødedebat om indbrud med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og en række politiske ordførere.

 

- I Danmark er vi nået langt med nabohjælpsaktiviteter, men vi må gøre mere. Det er alt for nemt at lave indbrud, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra Forsikring & Pensions telt på Folkemødet.
 
Flere rapporter fra Det Kriminalpræventive Råd anbefaler at sikre danskernes hjem bedre mod indbrud. Det er det mest effektive middel mod det høje antal indbrud i Danmark.
 
- Vi foreslår, at døre og vinduer i nyt byggeri skal være bedre sikret mod indbrud. Det skal ske ved, at der stilles krav til indbrudssikring af døre og vinduer i bygningsreglementet, siger Hans Reymann-Carlsen.
 
Forslaget indebærer, at beslag og låse i nye vinduer og døre vil kunne modstå en indbrudstyv i mere end tre minutter. Så vil det blive meget sværere at være indbrudstyv i Danmark.
 
Justitsministeren plæderer for højere straffe og for, at politiet fremover opklarer flere indbrud.
 
- Vi skal sørge for, at politiet opklarer flere indbrud. Jeg synes ikke, at vi kan pålægge borgerne, at de skal købe sikrede døre og vinduer som standard, når de bygger et nyt hus, siger justitsminister Søren Pape Poulsen fra de konservative.
 
Socialdemokratiet er enig med forsikringsbranchen.
 
- Danskerne skal kunne føle sig trygge i deres hjem. Og den tryghed sikres nemt og billigt med lovkrav til døre og vinduer, siger Trine Bramsen retsordfører for Socialdemokratiet.
 
Dansk Folkeparti mener, at en styrket indsats fra politiet og højere straffe vil være den bedste løsning.
 
- Vi får straffet alt for få indbrudstyve. Dansk politi skal opklare flere indbrud. Det vil virke sammen med højere straffe. Jeg tror også på nabohjælp. Samtidig skal antallet af politibetjente i Danmark øges, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og formand for Folketingets Retsudvalg.