Nyhed

F&P ansætter stærk brancheprofil som sekretariatschef for foreningen Gensidig Forsikring

F&P har ansat adm. direktør i Gartnernes Forsikring, Irene Andreasen, som sekretariatschef for foreningen Gensidig Forsikring. Foreningen blev etableret i 2009 for at sikre de gensidige forsikringsselskaber en stærkere stemme og for at supplere F&P.

Publiceret 15.01.2025

- Jeg er stolt over og virkelig glad for, at vi har kunnet tiltrække Irene til jobbet som sekretariatschef for foreningen. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre til dette job. Irene har lang topledererfaring i lige netop den type selskab, som foreningen betjener. Hun har et stort netværk blandt selskaberne og samtidig har hun med en baggrund som jurist og erfaring fra myndighederne en stærk faglig ballast. Jeg og hele F&P ser meget frem til samarbejdet, siger adm. direktør i F&P Kent Damsgaard.

Gennem de senere år har F&P haft det som prioriteret indsats at være tæt på alle medlemsselskaber, herunder også de gensidige forsikringsselskaber, hvorfor foreningen har ønsket at blive en integreret del af F&P så yderligere synergier kan opnås. Det arbejde skal den nye sekretariatschef stå i spidsen for.

 - Bestyrelsens mål er at knytte Gensidig Forsikring tættere på F&P, samtidig med at foreningen bevarer sit særkende. Jeg er overbevist om, at Irene Andreasens baggrund fra Gartnernes Forsikring betyder, at hun er den rette person til at videreføre arbejdet med at skabe værdi og sammenhængskraft blandt vores 26 medlemsselskaber siger formand for Gensidig Forsikring og adm. direktør i Vestjylland Forsikring, Jørgen Ladekjær.

 - Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde for og sammen med Gensidig Forsikrings medlemsselskaber om at sikre de bedst mulige rammer for at drive skadeforsikringsvirksomhed ud fra de værdisæt og de særkender, de enkelte selskaber har, siger Irene Andreasen.

Irene Andreasen har været ansat i Gartnernes Forsikring siden 2009 og de seneste seks år som adm. direktør. Irene har en baggrund fra Justitsministeriet og Konkurrencestyrelsen.

Irene tiltræder den 1. august 2025. F&P’s medlemschef Nanna D. Wilkens vil fortsat frem til august vikariere som midlertidig sekretariatschef samtidig med hendes rolle som medlemschef i F&P.

Gensidig Forsikrings mangeårige generalsekretær, Susan Lund, stoppede i december 2024.

Gensidig Forsikring er en forening for 26 danske og færøske forsikringsselskaber. Medlemskredsen består både af lokalt forankrede forsikringsselskaber såvel som af regionale og landsdækkende forsikringsselskaber. Alle medlemmer af Gensidig Forsikring er også medlem af F&P. Gensidig Forsikrings formål er varetage medlemmernes fælles interesser og sikre så stor administrativ aflastning som muligt.

Seneste nyt

Nyhed {{article.tag}} {{article.publishedDate}}
{{article.header}} chevron
Se alle nyheder arrow-right
Per Geckler Møller

Vil du vide mere?

Per Geckler Møller

Direktør