F&P foreslår regeringen at etablere et strategisk vækstteam, der kan bidrage til, at Danmark også fremtiden kan få størst muligt afkast og samfundsgavn af vores investeringer.
Afkastet fra danske investeringer har grundlæggende samme karakter som vores eksport af varer og tjenester
- Kent Damsgaard, F&P
- Når det gælder den finansielle sektor, så er der et tydeligt fokus på regulering. Og det er fint og forståeligt. Men når man tænker på den enorme positive samfundsmæssige betydning, som de danske pensionsinvesteringer spiller for den enkelte dansker og for samfundet, er det påfaldende, at vi ikke har mere fokus på rammerne for de investeringer, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.
- Pensionsbranchen leverer solide afkast til opsparerne og store indtægter til statskassen, men tænk hvad samfundspotentialet ville være, hvis politikerne aktivt satte fokus på gode vækstvilkår for danske investeringer, siger Kent Damsgaard.
Pensionsbranchen forvalter en samlet opsparing for danskerne på ca. 4.000 mia. kroner, og frem mod 2030 vil branchen skulle investere yderligere 500 mia. kroner. De danske investeringer hiver hvert år store milliardindtægter hjem til statskassen.
- Afkastet fra danske investeringer har grundlæggende samme karakter som vores eksport af varer og tjenester - og har stor betydning for vores velstand og velfærd i Danmark. Men verden forandrer sig voldsomt i disse år, og der er ingen tvivl om, at det også bliver sværere og mere dilemmafyldt at investere og dermed hive velstand hjem til Danmark, siger Kent Damsgaard.
Han mener, at et strategisk vækstteam kan komme med forslag til at sikre, at danske investeringer både kan opnå det bedste mulige afkast og bidrage til løsninger af centrale samfundsproblemer.
- Danmark står over for massive investeringer i vores forsvar og udbygningen af vedvarende energi, klimatilpasning og infrastruktur. Der er ingen tvivl om, at branchen med de rigtige rammer kan være en del af løsningen – og samtidig sikre et godt afkast til opsparerne. Både gennem direkte investeringer og OPP-samarbejder, siger Kent Damsgaard
Læs analysen bag tallene her
Vil du vide mere?
Kent Damsgaard
Adm. direktør