F&P glæder sig over akut hjælp til presset sundhedsvæsen

Publiceret 23.02.2023
Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om en akutplan for sundhedsvæsenet, som blandt andet sikrer bedre adgang til sundhedsfaglige medarbejdere fra udlandet og giver en økonomisk gulerod til sundhedsfaglige efterlønnere. Manglen på medarbejdere presser i alvorlig grad det danske sundhedsvæsen, så akutplanen er et vigtigt bidrag til at løse allermest presserende problemer, som det samlede danske sundhedsvæsen står med, vurderer F&P – brancheorganisation for forsikrings- og pensionsbranchen.

 - Et af de mest alvorlige problemer, som presser vores sundhedsvæsen, er manglen på sundhedsfaglige medarbejdere. Det er massivt, og det er selvfølgelig ikke løst med akutplanen. Men det er virkelig positivt, at regeringen og Danske Regioner står sammen om at sikre bedre adgang til sundhedsfaglige medarbejdere fra udlandet, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.

 

Forsikrings- og pensionsbranchen supplerer i høj grad den offentligt finansierede kernevelfærd – og supplerer blandt andet velfærden i form de sundhedsforsikringer, som favner 2,3 millioner danskere. Men de private supplementer forudsætter for en stærk offentlig velfærd i det danske sundhedsvæsen.

 

 - Forsikrings- og pensionsbranchen løfter allerede en kæmpe rolle ved at supplere og understøtte vores offentlige sundhedsvæsen, og derfor ser vi også med stor bekymring på det pres, der er på vores sundhedsvæsen. Derfor er det mildest talt glædeligt, at regeringen og Danske Regioner så hurtigt har fundet sammen om at levere nogle første svar på, hvordan vi tager presset af sundhedsvæsnet, siger Kent Damsgaard.

 

F&P ser frem til det kommende arbejde i strukturkommissionen og sundhedsvæsen, hvor der ligesom med akutplanen i høj grad bliver brug for at se på tværs og finde det bedste mulige samspil mellem offentlig kernevelfærd og private sundhedsløsninger.

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør