- Det er utroligt godt for branchen, at vi får en så kompetent og erfaren politiker som vores nye erhvervsminister. Vi står over for nogle meget store opgaver med at få greb om EU-regelmøllen og få sat en klar og vækstorienteret kurs, hvor vi som forsikrings- og pensionsbranche kan være med til at skabe job og udvikling i resten af samfundet. Det kræver en stærk erhvervsminister, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.
F&P har for nylig præsenteret et oplæg til et opgør med netop unødig og uhensigtsmæssig EU-regulering. Det ser branchen frem til at samarbejde med erhvervsministeren om.
- Den voldsomt stigende EU–regulering udgør i dag mere end 90 pct. af al ny regulering af finansielle virksomheder i Danmark, og den fylder nu mere end 3.500 sider alene for forsikrings- og pensionsselskaber. Hvis man medregner siderne fra forslag, der er på vej, er vi på over 6.000 sider. Det er massivt, og det koster vores branche og samfundet dyrt. Her håber vi, at Bødskov som ny minister vil tage politisk kontrol over regelmøllen, siger Kent Damsgaard.
Han håber samtidig, at Bødskov som én af sine første handlinger vil sikre, at loven om forsikringsvirksomhed bliver vedtaget.
- Vi har som branche arbejdet i årevis for, at forsikrings- og pensionsbranchen får sin egen rammelovgivning, så vi bliver reguleret i egen ret – til gavn for både forbrugerne, branchen og myndighederne. Lovforslaget har været i høring, men vi ser virkelig frem til, at vores nye erhvervsminister vil få loven endeligt på plads, siger Kent Damsgaard.