Glatte fortove er dit ansvar

Publiceret 12.01.2016
Glatte fortove er hvert år årsag til faldulykker. Husk salt og grus, råder Forsikringsoplysningen.

Du har som husejer ansvaret for at sikre, at dine fortove ikke er glatte. Det gælder, uanset om det er sne, der skal skovles, eller nedfaldne blade, der skal fejes sammen.

 

- Det sker, at vi i Forsikringsoplysningen bliver kontaktet af personer, som er faldet på et isglat fortov, hvor sneen er ryddet, men der ikke har været gruset. Husejere skal derfor huske, at de ikke kun skal fjerne sneen, men også sørge for at gruse fortovet, da der kan ligge et islag under sneen, siger konsulent Anja Lintrup Sørensen.

 

Falder en person og kommer til skade på dit isglatte fortov, hvor der burde have været gruset, bliver du som husejer ansvarlig for de skader, der er forbundet med faldet.

 

- Hvis nogen kommer til skade på dit fortov, skal du anmelde skaden til din husforsikring. Den indeholder som regel også en husejeransvarsforsikring, der dækker, hvis du som ejer eller bruger af en ejendom er skyld i, at andre kommer til skade. Forsikringsselskabet vil tage stilling til, om man kan bebrejde dig for uheldet, siger Anja Lintrup Sørensen.

 

GODE RÅD 

  • Ryd ikke kun sneen, men husk også at gruse fortovet
  • Lov ikke erstatning, hvis en person er faldet på dit fortov, men kontakt altid dit forsikringsselskab
  • Er du dårligt gående, så overvej, om det er strengt nødvendigt at gå ud i snevejr
  • Benyt skridsikre sko
Anja Lintrup Sørensen

Vil du vide mere?

Anja Lintrup Sørensen

Chefkonsulent