Hver 7. lønmodtager har en lønsikring

Publiceret 09.12.2022
Sidste år stagnerede antallet af danskere, der har tegnet en forsikring, der kan supplere dagpengene i tilfælde af ledighed. I 2020, under corona, steg efterspørgslen efter kollektive og privattegnede forsikringer, men den udvikling er ikke fortsat i 2021, viser nye tal for forsikrings- og pensionsbranchen.

- De nye tal fra 2021 viser, at der er stilstand i ledighedsforsikringer efter flere år med stigninger i antallet af lønforsikringer. Der er faktisk sket et lille fald i antallet. Det er gået fra ca. 387.000 til 384.500 fra 2020 til 2021, fortæller Karina Ransby, underdirektør i F&P.

 

- Udviklingen hænger naturligt sammen med den meget lave ledighed og høje beskæftigelse, som samfundet oplevede sidste år. Den tidligere regering har gjort dagpengesystemet mere attraktivt, og indførte et beskæftigelsestillæg på 5.000 kr. i de første tre måneder af ledighedsperioden. Det kan også have haft indflydelse på udviklingen i lønsikringen. Men vi kan også se, at der ikke er tegnet nævneværdige nye kollektive aftaler om lønsikring sidste år. De kollektive aftaler sker typisk, når a-kasser tegner en fælles dækning for sine medlemmer, fortæller Karina Ransby.

Det betyder, at næsten 400.000 danskere har en lønsikring – svarende til hver 7. lønmodtager. De kan således supplere dagpengene i tilfælde af ledighed.

 

Trods den lille tilbagegang viser tallene, at danskerne for alvor har taget lønsikringerne til sig, og det viser, at branchen også på dette område kan supplere den offentlige kernevelfærd og på den måde skabe et øget samspil mellem den offentlige og den private sektor.

 

De fleste lønsikringer er kollektive og tegnes gennem fagforeningerne. I nogle tilfælde er de obligatoriske for fagforeningens medlemmer, og i andre tilfælde er det et frivilligt supplement. Lønsikringen sørger typisk for, at man sammen med dagpengene kan få op mod 90 pct. af den hidtidige løn.

 

Se tallene bag