Ny overenskomst for medarbejderne i forsikrings- og pensionsbranchen

Forsikringsforbundet og F&P Arbejdsgiver er netop blevet enige om en ny overenskomst for medarbejderne i forsikrings- og pensionsbranchen.

Publiceret 20.03.2025

Forsikringsforbundet og F&P Arbejdsgiver har efter langvarige forhandlinger indgået aftale om en ny treårig overenskomst (OK25) for mere end 13.500 medarbejdere i forsikrings- og pensionsbranchen.

Aftalens hovedpunkter:

Varighed & løn

Aftalen løber frem til 31. marts 2028. 


Der er aftalt følgende lønstigninger:

Medarbejdere i lønbånd 2:
- En samlet lønramme på 9 pct., hvoraf der er generelle lønstigninger på 5,4 pct. til alle, og det enkelte selskab kan vælge at bruge 3,6 pct. til lønpuljer. 

- Generelle lønstigninger på 2 pct. i 2025, 1,7 pct. i 2026 og 1,7 pct. i 2027. Det er en garanteret lønstigning på 5,4 pct., hvilket er på niveau med den forventede inflation i overenskomstperioden.

- Den resterende del af lønrammen kan det enkelte selskab bruge enten til generelle lønstigninger eller til individuelle lønpuljer, fordelt med 1 pct. i 2025, 1,3 pct. i 2026 og 1,3 pct. i 2027.

Medarbejdere i lønbånd 1:
- En generel lønstigning på 9 pct. i overenskomstperioden, fordelt med 3 pct. i 2025, 3 pct. i 2026 og 3 pct. i 2027.

Ny model for udmøntning af lønpuljer- Der er aftalt en fælles ramme og proces for, hvordan den lokale lønudmøntning skal foregå, herunder ret til en forudgående løndialog.

Fleksibel arbejdstilrettelæggelse
- Medarbejdere, der fremover overgår til jobløn med fleksibel arbejdstilrettelæggelse, vil være sikret en kompensation.

Trivsel

·         Forsikringsforbundet og F&P Arbejdsgiver etablerer et fælles trivselspartnerskab, som skal understøtte selskaberne i at fremme trivsel og et godt psykisk arbejdsmiljø.

Kompetenceudvikling

·         Som led i aftalen får alle medarbejdere fremover ret til en dags fri med løn i forbindelse med deres forberedelse til eksamen (IDD).

 

Bedre vilkår for børnefamilier

·         Fædre og medmødre får ret til op til samlet 26 ugers betalt fædre- og forældreorlov

·         Sociale forældre får mulighed for at få overført op til 13 ugers betalt orlov

·         Udvidet lønret ved orlov for soloforældre

·         Der gives frihed med løn i forbindelse med fertilitetsbehandling

 

Bedre vilkår for seniorer

·         Med henblik på at fastholde erfarne medarbejdere er parterne enige om at anbefale selskaberne at indføre en seniorpolitik

·         Bedre muligheder for at komme på seniordeltid

·         Aftalen forbedrer mulighederne for at ansætte folkepensionister

 

I F&P Arbejdsgiver hæfter Sanne Claudius Stadil sig ved, at aftalen kan understøtte medlemmernes konkurrenceevne i de kommende år.

- Det har været nogle hårde forhandlinger, men det er lykkes at blive enige om en god aftale, som kan understøtte vores medlemmers konkurrenceevne og behov for fleksible rammer – og som samtidig indeholder flere nye tiltag for at fremme trivslen, så branchen kan blive ved med at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere, siger Sanne Claudius Stadil, direktør i F&P Arbejdsgiver.

Forsikringsforbundet er også tilfredse med, at parterne er blevet enige om ny overenskomst.
 
- Vi har landet en god samlet aftale på baggrund af nogle svære forhandlinger. Medlemmerne kan se frem til en mærkbar lønstigning over de kommende tre år, der som minimum bør sikre deres realløn. Vi har fastholdt og forbedret en af landets bedste overenskomster med blandt andet nye tiltag på barsel, trivsel og kompetence. Muligheden for lønpuljer var et stort ønske fra arbejdsgiverne. Det har været afgørende for os at sikre medlemmernes realløn og få en markant bedre model for, hvordan lønpuljerne skal udmøntes, siger Charlotte Hougaard, landsformand i Forsikringsforbundet.

Den nye OK25-aftale skal nu godkendes af Forsikringsforbundets repræsentantskab. Bliver overenskomsten godkendt, skal den til afstemning hos Forsikringsforbundets medlemmer.

Hvis der er flertal for et JA til overenskomsten blandt medlemmerne, vil den nye overenskomst træde i kraft den 1. april 2025.

For mere information
Simon Tolstrup Holmegaard, kommunikationsansvarlig i Forsikringsforbundet: 
Tlf. 29 99 30 69
og pressechef Nicolai Schacke, F&P: Tlf. 24 24 04 02

Seneste nyt

Nyhed {{article.tag}} {{article.publishedDate}}
{{article.header}} chevron
Se alle nyheder arrow-right
Sanne Claudius Stadil

Vil du vide mere?

Sanne Claudius Stadil

Direktør for F&P Arbejdsgiver