Nytåret kan være en farlig aften for børn og unge

Publiceret 27.12.2016
Oven på erfaringerne med fyrværkeriskader sidste nytår opfordrer Forsikring & Pension forældre til at holde godt øje med deres børn i det kommende nytår.

Fyrværkeri og fest i nytåret kan være en farlig cocktail for børn og unge. Sådan advarer Forsikring & Pension i år efter sidste års erfaringer med fyrværkeriskader.

Fyrværkeriulykker ramte nemlig i højere grad børn og unge sidste nytår end tilfældet var året forinden. Især drengene var udsatte. Det viser tal fra Odense Universitetshospital.
 
- Hele familien skal bruge deres sunde fornuft i nytåret. Og forældre skal være OBS både på deres egen og på deres børns adfærd. Sådan undgår man bedst, at børn og unge kommer til skade med fyrværkeri, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension.
 
256 personer kom på sygehuset på grund af fyrværkeriskader i nytåret 2015/2016 ifølge Odense Universitetshospitals tal. 97 af dem var børn mellem 0 og 14 år. 32 var unge mellem 15 og 17 år. 55 var mellem 18 og 25 år.
 
Året forinden var der 339 fyrværkeriskadede personer på sygehusene i Danmark. Heraf var 82 børn og 37 unge mellem 15 og 17 år.
 
- Enhver, der vil fyre fyrværkeri af, bør have sikkerhedsbriller på. De bør være ædru, over 18 år og holde en god afstand til personer og bygninger (følg pakkens anvisninger) og have en spand vand i nærheden. Vil man fyre raketter af, skal man altid sætte dem i en særlig affyringsholder, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension. 
 
Raketter var hovedsynderen og den største skadevolder med ansvar for hele 45 procent af skaderne. 9 procent af skaderne skete med brug af ulovligt fyrværkeri. 
 
Nye tal viser, at over 70 procent af udeboende unge under 21 år ingen ulykkesforsikring har.
 
Det skyldes blandt andet, at mange tror, at de stadig er dækket af forældrenes ulykkesforsikring. Men en ulykkesforsikring dækker kun den forsikrede person.
 
- Hvis man er interesseret i at købe en ulykkesforsikring til sit barn, så kan man på forsikringsguiden.dk sammenligne priser og dækning, siger Hans Reymann-Carlsen. 
 
Vælger man at bruge ulovligt fyrværkeri, udsætter man ikke alene andres og sit eget liv og helbred for fare. Man risikerer også, at ens forsikring ikke dækker. Så vi fraråder på det kraftigste, at borgerne benytter ulovligt fyrværkeri, siger Hans Reymann-Carlsen.
 

Regler om fyrværkeri og alder:

- Man skal være fyldt 15 år for at fornøje sig med ’fyrværkeri til underholdningsbrug med begrænset effekt’. Det kan eksempelvis være hundepropper, bordbomber, stjernekastere, isfontæner og knaldperler.
 
- Fyrværkeri til underholdningsbrug også kaldet konsumfyrværkeri må kun stilles til rådighed for eller købes af personer over 18 år. Det omfatter fx både raketter, batterier, romerlys og heksehyl.
 

En ulykkesforsikring kan dække:

- Varige mén efter en ulykke. Du skal hold øje med, hvor stort dit varige mén skal være for at få erstatning. De fleste forsikringer betaler erstatning ved mén over 5 pct. Erstatningen bliver større, jo større dit mén er.
 
-Tandskader efter en ulykke.
 
-Behandlingsudgifter efter en ulykke, fx udgifter til behandling hos fysioterapeut eller kiropraktor. Det koster som regel ekstra, hvis du vil have den dækning.
 
-Brilleskader efter en ulykke. Det koster som regel ekstra, hvis du vil have den dækning.
 
-Dødsfald efter en ulykke, dvs. de efterladte får en erstatning. Beløbet aftales på forhånd.
 
Andel af uforsikrede fordelt på alder.JPG 
Kilde: Forsikring & Pension.
 
 
 
 Fyrværkeriskader per alder.JPG
Kilde: OUH statistik for fyrværkeriskader på personer.