F&P indberettede sagen for Folketingets Ombudsmand tilbage i januar, da brancheforeningen var løbet panden mod muren i dialogen med Skattestyrelsen. Baggrunden var, at de danske pensionsselskaber i ni år har betalt moms på deres forvaltninger af danskernes pensionsordninger, selv om en EU-dom i 2014 slog fast, at de er fritaget for moms.
- Vi ser det som en sejr for pensionsselskaberne og dermed de danske pensionsopsparere, at Ombudsmanden nu har meddelt myndighederne, at det er uacceptabelt med en sagsbehandlingstid på ni år. Da EU-domstolen tilbage i 2014 slog fast, at de danske pensionsselskaber skal momsfritages for deres udgifter til køb af forvaltning af pensionsordninger, burde Skattestyrelsen have grebet til handling. Det har vi ment siden dengang, og det mener Ombudsmanden nu også, fortæller adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.
Ombudsmanden har meddelt Skattestyrelsen, at de bør iværksætte de nødvendige tiltag med henblik på at få en kortere tidshorisont.
- At Ombudsmanden nu har bedt om en ny status hos styrelsen ved udgangen af januar 2024, tænker jeg må sætte skub i deres arbejde. Det skal blive godt at få afsluttet denne sag. Vores branche har ventet alt for længe. Jeg er derfor glad for, at ombudsmanden nu følger op overfor Skattestyrelsen igen i starten af 2024, fortæller Kent Damsgaard.
Ombudsmanden oplyser, at ved udgangen af april var flere end 600 sager fortsat ikke færdigbehandlet. I mere end halvdelen af disse – det vil sige over 300 sager – var styrelsen ikke begyndt på sagsbehandlingen.
