Rigtig mange forsikrings- og pensionsselskaber oplever en voldsom og bekymrende efterspørgsel på psykiatrisk hjælp fra deres kunder – også til børn og unge. Den netop præsenterede plan er derfor et tiltrængt og positivt løft af den offentlige psykiatri, lyder det fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
- Det er godt, at vi endelig får en politisk plan for psykiatrien, så vi ved, hvad vi kan forvente på området frem mod 2030. Psykiatrien har været underprioriteret og nødlidende i mange år, det er ikke nogen nyhed, nyheden er, at vi nu ved, hvordan regeringen påtænker at styrke området frem mod 2030, fortæller sundhedspolitisk chef Mie Rasbech, F&P.
Regeringens samlede 10-årsplan for psykiatrien har et nødvendigt og stærkt fokus på de unge. Forsikringsbranchen har mærket et pres fra kunder, der ikke har kunnet leve med de lange ventetider i særligt børne- og ungepsykiatrien.
Psykiatrien har været underprioriteret og nødlidende i mange år, det er ikke nogen nyhed
- Mie Rasbech, F&P
- Det er godt, at der er fokus på hurtig hjælp til børn og unge i mistrivsel. I vores branche hjalp vi i 2023 næsten 30 procent flere børn og unge med hjælp til psykiater eller psykolog end året før. Og vi har desværre ingen grund til at tro, at denne udvikling er i bedring. Når et barn eller en ung i en familie mistrives, er hele familiens trivsel i fare, for ingen i familien har det bedre, end det barn, der har det værst. Det går ud over søskende, og det går ud over forældrene, som risikerer selv at blive syge og i sidste ende miste deres tilknytning til arbejdsmarkedet, fortæller Mie Rasbech.

Vil du vide mere?
Mie Roesen Rasbech Jensen
Sundhedspolitisk chef