I 2015 indløb der 1.389 klagesager til Forsikringsankenævnet. Det er 479 klager færre end året før, og man skal helt tilbage til 1978 for at finde lige så lavt et klagetal. Der er tale om en tydelig og vedvarende tendens, da klagetallet har været for nedadgående de seneste ti år.
- Det er klart en meget positiv udvikling, at færre og færre forbrugere føler trang til at klage over deres forsikringsselskab. Jeg ser det som et udtryk for, at forsikringsselskaberne er blevet bedre til at forklare forbrugerne, hvad forsikringen dækker, og hvilken erstatning de har krav på, siger Torben Weiss Garne, der er underdirektør i Forsikring & Pension.
- Der er nok heller ingen tvivl om, at forbrugerne har glæde af, at alle forsikringsselskaber ønsker en god placering i klagestatistikken og gerne gør en indsats for at undgå at være den dårligste i klassen, siger Torben Weiss Garne.
Det er nemt som forbruger at få et indblik klagestatistikken over forsikringsselskaberne. Man kan se den direkte på ankeforsikring.dk, men også når man sammenligner priser og dækninger på Forsikringsguiden.dk.
Klager over ejerskifte steget
De forsikringstyper, der klages mest over, er ulykkesforsikring, ejerskifteforsikring samt livs- og pensionsforsikring. Derefter kommer klager over motorkøretøjs-, familie og bygningsforsikringer.
Faldet i klagetallet fra 2014 til 2105 gælder bredt set alle forsikringstyper. Med en enkelt undtagelse. Klagerne over ejerskifteforsikringer er nemlig steget fra 2014 til 2015.
- Det hænger bl.a. sammen med konjunkturudviklingen. Når antallet af hushandler stiger, bliver der også solgt flere ejerskifteforsikringer, siger Kim Sparlund, direktør i Ankenævnet for Forsikring.
- Men når det er sagt, så er det altså også sådan, at en ejerskifteforsikring er et meget kompliceret produkt. For forbrugerne er det simpelthen svært at forstå, at et nyanskaffet - men ældre hus - ikke skal sammenlignes med et nyt hus, men med et hus med samme alder. Det giver anledning til en del skuffede forventninger – og klager, siger Kim Sparlund.
Ankenævnets statistik viser også, at ca. hver femte forbruger fik helt eller delvist medhold i deres klager. Antallet af sager, hvor der har været uenighed i Ankenævnet om afgørelsen, er faldet til 3,5 pct. (60 sager) mod 5,5 pct. i 2014.
De 1.389 klager sættes i relief af, at forbrugerne årligt anmelder i omegnen af 1,5 mio. skader til forsikringen. Dermed blev der sidste år klaget over mindre end 1 promille af alle forsikringssager til Ankenævnet.
Klager til Ankenævnet for Forsikring 1975-2015
