StressAlliancen: Stress skal tages i opløbet

Publiceret 26.04.2016
Skal Danmark det stigende problem med stress til livs, så skal alle tage et ansvar og sætte ind, allerede før stress rammer den enkelte. Det var en af konklusionerne på et topmøde om stress mandag aften.

Skal vi forebygge, at problemerne med stress i samfundet vokser, skal vi sætte ind, allerede før den stressramte mærker de første symptomer. Den konklusion nåede den nye StressAlliance for et stressfrit Danmark frem til på et topmøde om stress mandag aften.

 

På topmødet deltog eksperter, store organisationer, private virksomheder og ambassadøren for StressAlliancen Kirsten Brosbøl, erhvervsordfører for Socialdemokraterne og tidligere miljøminister. Hun har selv været ramt af stress. Som ambassadør for StressAlliancen vil hun gøre sit for, at færre danskere rammes af stress. 

 

- Stress er stadig et tabu. Det gør det svært at gribe ind allerede inden den enkelte rammes. Vi i StressAlliancen arbejder for, at Danmark bryder det tabu, så alle tager ansvar for at forebygge stress og sikre støtte til stressramte, så de bevarer tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Kirsten Brosbøl.

 

Organisationerne HK, FOA, Pensam, Hjerteforeningen, Psykiatrifonden og Forsikrings & Pension står bag alliancen, fordi stress er et stigende problem, som koster den enkelte og samfundet mange ressourcer. Alliancen inviterer alle interesserede parter til et samarbejde om at mindske stress.

 

- Vi skal have langt større fokus på forebyggelse af stress, allerede før det rammer.  Både politikere, organisationer, arbejdspladser, ledere, kollegaer, medarbejdere og familierne skal have fokus på at tage hånd om stress. Vi skal have konkrete værktøjer til at forebygge og håndtere stress, siger Anne Seiersen, underdirektør for Forsikring & Pension.

 

Et konkret værktøj kan fx være en stressplan, som sættes i værk på arbjedspladsen, når en medarbejder rammes af stress. På den måde kan stressramte bedre bevare tilknytningen til deres job, påpeger Anne Seiersen. 

 

På topmødet tog StressAlliancen de første skridt til en fælles handlingsplan mod stress. Alliancen fremlagde de første idéer til konkrete stressværktøjer, som kan bruges af blandt andre arbejdsgivere, ledere og medarbejdere. 

 

- Det er vigtigt, at vi i fællesskab kommer stress til livs både på arbejdspladserne og i resten af samfundet. Samfundet får lønmodtagere, som trives bedre. Virksomhederne får bedre produkter. Og staten og arbejdsgiverne sparer penge ved at løse samfundsproblemet med stress, siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA.