Stress er en god og naturlig reaktion og giver ekstra kræfter i tilspidsede situationer. Men når stress bliver mere reglen end undtagelsen, kan det gå meget galt.
Barske tal vidner om, at over 25 pct. af danskerne synes, de er ramt af stress. Helt skidt er det for unge kvinder under 25 år. Her er det 40 pct., der oplever et højt stressniveau. Tallene stammer fra Sundhedsstyrelsen ”Danskernes sundhed - Den nationale sundhedsprofil 2017”.
- Flere og flere danskere rammes af stress, og det kan ofte have meget alvorlige konsekvenser for den enkelte. Men også arbejdsgiverne, det offentlige og forsikringsselskaberne mærker i høj grad konsekvenserne i form af sygemeldinger på grund af stress. Der bruges mange ressourcer på at behandle og understøtte de stressramte. Alle må tage et ansvar for at forebygge stress og for at hjælpe, hvis det går galt, siger underdirektør Karina Ransby fra Forsikring & Pension.
- Vores branche har en klar interesse i, at folk er sunde og raske i deres arbejdsliv. Udover at forebygge, så hjælper vi bedst stressramte mennesker, hvis de kan sikres en tryg vej tilbage til arbejdet efter en periode med sygdom. Hvis sygdom rammer, så skal man have den bedste hjælp med at blive rask og komme hurtigt tilbage i arbejde igen, siger Karina Ransby.
Beregninger viser, at der er 17.000 sygemeldinger hver dag med baggrund i stress, og at stress koster det danske samfund milliarder af kroner om året i udgifter til behandling og tabt arbejdsfortjeneste. Forsikrings- og pensionsbranchen vil gerne tage ansvar her.
- Det skylder vi vores kunder, samfundet og også os selv. Og derfor har vi i Forsikring & Pension indgået samarbejde med 60 kommuner, hvor vi blandt andet hjælper med at koordinere hjælp og behandling på tværs af instanser. Og vi er med til at sikre en tidlig indsats for at få stressramte i arbejde igen. Det sker fx ved anbefalinger til, hvordan alle parter håndterer situationen bedst muligt, siger Karina Ransby.
- Vi ser, at det har en god virkning, når man får syge og ulykkesramte hurtigt tilbage i job og dermed til så normalt et liv som muligt. Det er måske ikke på fuld tid i første omgang, men i en takt, som den stressramte kan klare.
StressAlliancen
Forsikring & Pension har desuden sammen med Hjerteforeningen, HK, FOA og PenSam skabt StressAlliancen. Formålet med Alliancen er at skabe politiske og praktiske løsninger for et Danmark med mere mentalt overskud.
Målet er, at der skal tages politiske initiativer til en national handlingsplan for at bekæmpe stress samt opbygge en bevægelse af arbejdspladser, der går foran for at finde praktiske løsninger for individer, grupper, ledere og organisationer, der vil være med til at bekæmpe stress.
De stressramte har brug for behandling, og de kan være så hårdt ramt, at de i en periode ikke kan arbejde og har brug for økonomisk støtte. I den situation kan forsikrings- og pensionsselskaberne hjælpe.
- Stress er ikke kun en udfordring for forsikrings- og pensionsbranchen. Stress er blevet et samfundsproblem, der må bekæmpes, hvis Danmark fortsat vil være et velfærdsland med høj produktivitet. Der er hverken tid eller råd til at vente, for flere og flere danskere føler sig alvorligt stressede, og det koster det danske samfund dyrt i tabt livskvalitet, produktivitet og udgifter til behandling, siger Karina Ransby, Forsikring & Pension.
Paneldeltagerne i debatten:
- Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører (S)
- Anne-Marie Røge Kragh, arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv
Morten Skov, næstformand i LO - Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension