Har du arvelige sygdomme i familien, kan det som det er i dag være svært for dig at købe en almindelig livsforsikring. Det vil vi ændre.
Fremover skal raske borgere kunne købe en almindelig livsforsikring, også selv om de har arvelig kræft i familien. Men det kræver, at forsikringsselskabet kan beskytte fællesskabet, altså de andre kunder, mod spekulation.
Når forsikringsselskaber sælger en forsikring, ser de altid på kundens risiko. Prisen på forsikringen reguleres i forhold til kundens risiko. På den måde sikrer selskabet, at det har penge nok til at betale de kunder, der får brug for forsikringen.
Ved livsforsikringer ser de på kundens risiko for fx at dø tidligt af arvelig kræft. Derfor har forsikringsselskaber altid spurgt til arvelige sygdomme i familien – også før gentesten fandtes.
Almindelig livsforsikring til alle raske
Alle har et behov for at sikre deres efterladte. Vi foreslår derfor et forbud mod at spørge til arvelige sygdomme ved livsforsikringer af almindelig størrelse.
Dermed kan raske borgere med høj risiko for livstruende sygdom også købe en livsforsikring. Men vi giver køb på et fundamentalt princip: Vi skal have samme viden om kundens risiko, som kunden har.
Men det gør vi gerne. Vi mener, at alle raske borgere skal kunne sikre familien økonomisk mod sygdom og død. Men fællesskabet skal til gengæld sikres mod udnyttelse.
Fællesskabet skal sikres mod udnyttelse
Flere og flere danskere får en gentest, der kortlægger deres risiko for sygdom og tidlig død. De andre kunder skal beskyttes mod, at folk udnytter viden fra en gentest til at købe høje livsforsikringer på flere millioner kroner. Det er spekulation mod fællesskabet. De andre kunder skal jo betale regningen, hvis selskabet skal udbetale flere og større erstatninger.
Vil man som kunde købe en høj livsforsikring på flere millioner, må kunden dele den viden, han allerede har, om sin risiko med selskabet. Også når den viden stammer fra en gentest.
Almindelig livsforsikring uden viden om sygdomshistorik
Forslaget betyder, at alle raske danskere uanset familiens sygdomshistorik og gentest kan købe en helt almindelig livsforsikring. Samtidig vil ingen med en gentest i hånden kunne spekulere mod fællesskabet.
Forslaget gælder kun en lille del af forsikringsmarkedet, nemlig de forsikringer som sælges direkte til private. Rigtig mange danskere har en livsforsikring via jobbet. Her spørger selskaberne, allerede i dag, kun meget sjældent til sygdomshistorie.
Kun dele viden, kunden allerede har
Samtidig er det vigtigt at understrege, at intet selskab nogensinde kan bede kunden om at få foretaget en gentest. Forsikringsselskaberne kan kun få adgang til viden fra en gentest, hvis kunden selv har fået foretaget en gentest, inden han eller hun vil tegne en høj livsforsikring på flere millioner.
Lægeforeningen har ytret, at gentest er meget usikker viden. Dette kan undre, når læger bruger dem til fx at anbefale raske kvinder at få fjernet æggestokke og livmoder.
Gentest er kommet for at blive. Det skal branchen ligesom resten af samfundet tilpasse sig. Det gør vi bedst ved at sikre alle raske adgang til helt almindelige livsforsikringer og sikre mod spekulation i gentest og høje livsforsikringer.