Unoterede investeringer
Pensionsselskaberne har i de senere år øget investeringerne i ejendomme, infrastruktur og andre aktiver, der ikke er børsnoterede. Det skyldes, at den type aktiver er langsigtede investeringer og typisk giver et højere afkast i forhold til fx obligationer. Det sker for, at kunderne samlet set kan opnå et bedre afkast og dermed højere pensionsopsparing.
Unoterede aktiver skaber højere afkast
Pensionsbranchens investeringer i unoterede aktiver giver et højere forventet afkast sammenlignet med mere traditionelle aktiver som stats- og realkreditobligationer. Samtidig er de typisk mere kursstabile end fx børsnoterede aktier, hvilket blandt andet skyldes, at unoterede investeringer ofte har forudsigelige og stabile cash flows, som i begrænset omfang påvirkes af konjunkturudsving. Dertil kommer, at unoterede aktiver typisk er mindre påvirkede af skiftende stemninger på børsmarkederne.
En væsentlig årsag til at unoterede aktiver ofte giver et højere afkast er, at aktiverne som hovedregel er bundet i en længere årrække og kan være vanskelige at skille sig af med - med kort varsel. En sådan illikviditet belønner markedet med en illikviditetspræmie i form af et højere afkast.
Unoterede aktiver kan fx være:
- Energiinfrastruktur, fx vindmølleparker, biogasanlæg m.m.
- Plejehjem, sundhedshuse og hospitaler som pensionsselskaber opfører og vedligeholder, mens offentlige eller private operatører står for plejehjems- eller hospitalsdriften
- Udlejningsejendomme til bolig- eller erhvervsformål
- Investeringer i aktier eller udlån til ikke-børsnoterede virksomheder.
Unoterede investeringers andel af pensionsopsparingen
Knap en fjerdedel (2022) af pensionsbranchens investeringer er placeret i unoterede aktiver. Ejendomme udgør den største post (ca. 10 pct.), herefter følger private equity – dvs. unoterede aktiver i erhvervsvirksomheder – (ca. 8 pct.) og infrastrukturinvesteringer (ca. 5 pct.). Se flere statistikker under Tal & analyser.
Regler på området
Lovgivningen stiller krav om, at selskaberne omhyggeligt identificerer alle risici forbundet med investeringerne, ligesom de løbende skal kunne måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om risiciene.
Derudover er det et krav, at investeringerne i unoterede aktiver holdes på et forsigtigt niveau, så et selskab ikke kommer i risiko for at skulle sælge ud af unoterede aktiver på et tidspunkt, hvor markedsforholdene er ugunstige.
Selskaberne opgør løbende de unoterede aktivers værdi, så de har styr på investeringernes omfang og på, hvad investeringerne er værd for kunderne. Da det er investeringer, hvor der ikke dagligt fastsættes kurser, som det er tilfældet med mange børsnoterede værdipapirer, må selskaberne benytte egnede metoder og modeller til at vurdere, investeringernes værdi.
Reglerne på dette område er beskrevet i international og dansk regnskabslovgivning og i den øvrige lovgivning, der gælder for pensionsselskaber. Ledelsen i det enkelte pensionsselskab er ansvarlig for, at selskabet benytter passende processer, metoder og modeller, som sikrer, at værdiansættelsen af unoterede investeringer er ajour.
Vil du vide mere?
Kontakt vores ekspert i klima, solvens og skat
Henrik Munck
Chefkonsulent