
Stormflodsordningen
Stormfloderne kommer oftere og rammer hårdere, og det kalder på en ny og økonomisk fremtidssikret stormflodsordning. F&P foreslår, at stormflodsafgiften hæves for alle. På længere sigt bør afgiften differentieres og fastsættes med udgangspunkt i offentlige ejendomsvurderinger og risikoen for oversvømmelse.
En forbedret og økonomisk fair stormflodsordning
Alle fremtidsscenarier og beregninger viser, at Danmark fremover skal forberede sig på flere og voldsommere stormfloder. Med klimaforandringerne vil den stormflod, der i dag statistisk set rammer hvert 20. år, blive en hændelse, der kan ske langt oftere fremover. Der er derfor behov for, at man fra politisk side tør tage drøftelsen om, hvor vi fremover skal bo, og hvor vi ikke skal bo. For det er nødvendigt, at nogle områder overlades til naturen, mens andre beskyttes mod de stormfloder, vi ved bliver voldsommere i fremtiden.
I F&P foreslår vi en forbedret og mere økonomisk fair stormflodsordning med otte konkrete forslag. Nogle forslag kan implementeres nu, mens andre kræver længere tid.
F&P foreslår:
-
Gennemfør en national kortlægning af risikoområder i Danmark
-
Der skal stilles krav til nybyggeri i risikoområder, og nogle nybyggede ejendomme bør slet ikke omfattes af ordningen fremadrettet
-
Stormflodsafgiften skal ændres
-
Flere oversvømmelser bør dækkes af stormflodsordningen
-
Højere selvrisiko og selvrisikotrappe, så der skabes incitament til klimasikring
-
Smidiggørelse af reglerne for skadesudbedring
-
Fuld erstatning skal kunne anvendes på ny matrikel
-
Øget kommunikationsindsats overfor husejere og huskøbere
Udspil: En stormflodsordning rustet til fremtidens vilde vejr
Forsikringsbranchens forslag til en forbedret stormflodsordning
Afgiften skal afspejle den enkelte ejendoms risiko
Stormflodsafgiften bør på den korte bane hæves for alle bolig- og virksomhedsejere fra de nuværende 40 kroner til 100 kroner. Forhøjelsen vil årligt sikre ca. 500 mio. kroner til ordningen mod de nuværende ca. 200 mio. kroner, så der er råd til at hjælpe de berørte borgere og virksomheder, som får skader i fremtiden.
På længere sigt foreslår F&P, at afgiften beregnes som en kombination af risiko og ejendomsværdi ud fra en national kortlægning af risikoområder. Kortlægningen skal tage udgangspunkt i det arbejde, Kystdirektoratet allerede gør, og afgiften bør lægges på den offentlige ejendomsvurdering og betales via ejendomsbeskatningen.
Det betyder, at afgiften kommer til at afspejle en kombination af risiko for stormflod og ejendommens værdi, så ejere af fx to lige værdifulde sommerhuse betaler forskellig afgift, hvis risikoen for oversvømmelse er forskellig.
Eksempel på en risikoramme og tilpasset afgift
F&P foreslår, at alle ejendomme kortlægges inden for risikorammer, f.eks. 1-5, hvor niveau 1 er ejendomme, som slet ikke er i risiko (her pålægges fortsat en mindre afgift på 100 kr. pr. brandforsikring), mens niveau 5 er ejendomme, som med meget høj sandsynlighed vil blive ramt af en stormflodsbegivenhed.
Tanken er, at alle niveauer over et givent niveau, f.eks. niveau 3, får en afgiftsfaktor, som ganges på ejendomsværdien, så afgiften fastlægges på baggrund af risikoen for en af ordningen omfattet stormflodsskade samt ejendommens værdi. Formålet er, at afgiften bliver mere fordelingsmæssig retfærdig set i forhold til beliggenhed, risiko og ejendomsværdi.
Det skal kunne betale sig at forebygge og sikre sit hjem
Desuden foreslår F&P, at selvrisikoen i stormflodsordningen forhøjes til fx 30.000–50.000 kr., og at den stiger, når en ejendom bliver ramt gentagne gange. Målet er at skubbe på for mere lokal forebyggelse, hvor det er muligt, så færre boligejere igen og igen får dækket store skader, uden at gøre noget for at mindske risikoen og forebygge skaderne. Hvis man har mulighed for at forebygge – flytte huset på grunden, bygge højere sokkel eller samarbejde med naboerne om kystsikring – så skal man kunne mærke det på selvrisikoen.
Det er vigtigt at understrege, at stormflodsordningen fortsat skal være en solidarisk statslig ordning, så borgere med høj risiko ikke efterlades med regningen alene – men fremadrettet skal afgiften i højere grad afspejle risikoen.
Fakta om Stormflodsordningen
- Stormflodsskader er ikke dækket af den private hus- eller indboforsikring, som f.eks. skybrudsskader er.
- Risikoen for at blive ramt af stormflod er så ulige fordelt, at det ikke er muligt at udbyde en forsikring, som de, med størst risiko for at blive ramt af stormflod, har mulighed for at betale.
- Når Naturskaderådet erklærer stormflod i et område, behandles skaderne efter stormflodsordningen - en statslig katastrofeerstatningsordning baseret på en lovbestemtafgift pålagt forsikringer mod brand på fast ejendom eller for løsøre.
- Afgiften er i dag 40 kroner pr. police, og ordningen administreres af Naturskaderådet ud fra rammer og vilkår, som Folketinget beslutter.
- Forsikringsselskaberne har ansvar for at vurdere stormflodsskader og behandle sagerne på vegne af Naturskaderådet.

Vil du vide mere?
Kontakt vores ekspert i forsikring og forebyggelse
Pia Holm Steffensen
Underdirektør