Fremtidens offentlige udgifter og finanspolitisk holdbarhed

Der er to primære drivere bag udviklingen i de offentlige udgifter. Den første driver er den demografiske udvikling, og den anden er politiske prioriteringer.

Den demografiske udvikling lægger pres på de offentlige udgifter til folkepension, sundhedsvæsenet og ældrepleje. Samtidig bliver der færre nettobidragsydere, hvilket svækker de offentlige finanser.

Velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2011 er to væsentlige bidrag til at løse velfærdsstatens udfordringer ved at øge tilbagetrækningsalderen i fremtiden. Hermed afbødes effekterne af øget levealder.

Politiske prioriteringer bestemmer størrelsen af den offentlige sektor, herunder adgangen til og størrelsen af de offentlige ydelser både i form af indkomstoverførsler og offentligt forbrug.

Udgiftspolitikken i Danmark i de sidste 20 år har været domineret af en udvidelse af den offentlige sektor, som skyldes en lempelig adgang til offentlig service og ydelser samt kvalitets- og satsforbedringer. Politiske prioriteringer, som lægger ud over pris- og lønudvikling og det demografiske træk, har ført til mervækst i den offentlige sektor.

Fra 1990 til 2010 er mervæksten i de offentlige udgifter omkring 100 mia. kr. Den demografiske udvikling i perioden har ligeledes bidraget til en vækst i de offentlige udgifter på 100 mia. kr.

I denne rapport præsenteres en langsigtet fremskrivning af dansk økonomi, som DREAM-modelgruppen har lavet for F&P. Fremskrivningen viser, at finanspolitikken akkurat vil være holdbar fremadrettet. Dette resultat, der er grundforløbet i rapporten, balancerer imidlertid på en knivsæg. Mervæksten i de offentlige udgifter er nemlig forudsat at være 0.

For at skabe og fastholde balance på de offentlige finanser er der derfor behov for en stram politisk prioritering af de offentlige udgifter, der afviger fra det historiske mønster. Et første skridt på vejen er budgetloven, der blev vedtaget i foråret. Den har til formål at sikre udgiftsstyring ved – fra 2014 – at sætte udgiftslofter i kraft for stat, kommuner og regioner. Overskrides lofterne, udløser det økonomiske sanktioner. Budgetloven er medvirkende til, at regeringens 2020-plan sigter mod, at der omtrent er strukturel balance i 2020. Det er i overensstemmelse med fremskrivningen i denne rapport.

Der er dog stadig behov for en bredere diskussion om rollerne og rammerne for ansvarsfordelingen i fremtidens velfærdssamfund. Hvilke kerneydelser skal fortsat varetages af det offentlige, og hvilke ydelser kan overlades til andre aktører?

F&P har tidligere foreslået, at politikerne servicedeklarerer kerneydelserne og serviceniveauet. Så er ingen i tvivl om, hvad man har krav på og får. Dermed sikres den så vitale forventningsafstemning mellem borger og stat, kommune eller region. Og så er det heller ikke så vanskeligt at finde ud af, hvad der kan overlades til andre aktører og evt. finansieres gennem forsikringsordninger og brugerbetaling.

Rapporten præsenterer forskellige alternative scenarier, hvor den historisk mervækst tilføjes i fremskrivningen. Beregningerne understreger behovet for at nytænke det offentliges rolle i tilvejebringelsen og finansieringen af velfærden, fordi selv en beskeden mervækst truer den finanspolitiske holdbarhed.

En mervækst i de offentlige udgifter over de næste 20 år, der svarer til den historiske mervækst, vil betyde et varigt underskud på -5,6 pct. af BNP. Det svarer til en merudgift på 100 mia. kr.

En del af den historiske mervækst dækker over, at velfærdsstaten har påtaget sig flere opgaver og roller, fx pasning af mindre børn i vuggestuer. Det var utænkeligt for 50 år siden, at det skulle være en offentlig kerneopgave. Fremadrettet kan lignende ”utænkelige opgaver” presse de offentlige udgifter.