Analyse
Indbrud i Danmark og vores nabolande
Denne rapport belyser udviklingen i antallet af indbrud i Danmark og vores nabolande
Relateret til:
Forsikringspolitik
Publiceret 12.05.2014
Indbrud i Danmark og vores nabolande
Danmark har suverænt flest anmeldte indbrud per indbyggere.
F&P arbejder for en bedre sikring af danskernes hjem, og her er løsningen at stille sikringskrav til døre og vinduer ved nybyggeri og større ombygninger.
Rapportens hovedresultater viser:
- I 2013 blev der begået 748 indbrud i Danmark pr. 100.000 indbyggere, hvilket er langt flere end i vores nabolande. I forhold til indbyggertal blev danskerne i 2013 udsat for hele 7 gange så mange indbrud som nordmændene, 4 gange så mange som tyskerne og 3,5 gange så mange som svenskerne.
- Erstatningerne på ejendomsforsikringer udgør en større andel af BNP.
- Erstatningerne per indbrud er højere i Danmark end i vores nordiske nabolande. I Danmark er de gennemsnitlige erstatninger per indbrud knap 25.000 kr. Det er 4.000 kr. mere end i Sverige, 10.000 kr. mere end i Norge. Erstatningerne per indbrud i Danmark er på samme niveau som i Tyskland.
- Privatforsikringsmarkedet udgør en større del af økonomien i Danmark end i vores nabolande, men det er uklart, om det er en konsekvens af, at flere er forsikrede i Danmark, eller at der er flere indbrud.
- Politistyrken i Danmark har samme størrelse som i vores nabolande. Men opklaringsprocenten for indbrud er lavere i Danmark end i Norge og Sverige.
- Befolkningstætheden er højere i Danmark end i Norge og Sverige, hvilket traditionelt er korreleret med mere kriminalitet. Men ses der på andelen af befolkningen, der bor i bymæssige områder, som er forbundet med mere kriminalitet, er der kun en lille forskel landene imellem.
- Danskerne er de femte mest livstilfredse borgere i OECD-området og dem, der føler sig mest trygge i deres nærområde. 93 pct. af danskerne føler sig trygge i deres nærområde, men samtidig mener 60 pct., at indbrud forekommer i deres nærområde. Både danskere, der har været udsat for indbrud, og andre, der oplever indbrud i deres nærområder, er mere utrygge. Men det er ikke tilstrækkeligt til at have en væsentlig påvirkning af danskernes generelle tryghed.
- Forekomsten af indbrud får flertallet af danskerne til at tage forholdsregler for at undgå indbrud. 3 ud af 4 lader lyset stå tændt eller beder naboen om at se efter huset. Omkring hver tredje, som oplever indbrud forekommer i nærområdet, har installeret bedre låse, og hver femte har en tyverialarm.
Analyse
Indbrud i Danmark og vores nabolande

Vil du vide mere?
Så kontakt gerne vores ekspert
Andreas Østergaard Nielsen
Underdirektør
Relaterede links