Ingen tegn på overopsparing: I gennemsnit går 12,3 pct. af lønnen til pension

Publiceret 24.11.2024

Sammenfatning

  • 9 ud af 10 af de 25-64-årige i arbejde indbetaler til pension, mens 8 ud af 10 af alle 25-64-årige indbetaler til pension
  • I gennemsnit indbetaler de 25-64-årige i arbejde 12,3 pct. af deres løn. Indbetalingsprocenten stiger med alderen. Den er lavest for de 25-29-årige på 9 pct. og højest for de 60-64-årige på knap 15 pct.
  • De fleste betaler mellem 10 og 15 pct., og 28 pct. betaler over 15 pct. Der er flest ældre, som indbetaler over 15 pct. til pension, mens der er kun få unge, som indbetaler over 15 pct. af deres erhvervsindkomst til pension

 

Pensionsindbetalingsprocent

Næste alle på arbejdsmarked har en pensionsordning tilknyttet eller betaler ind på en privattegnet ordning. For de 25-64-årige med et arbejde betaler 9 ud af 10 ind til pension. Der er dog forskel på, hvor meget hver især betaler ind til pension. Langt de fleste indbetaler mere end 10 pct. af lønnen, og kun hver tredje indbetaler over 15 pct. 72 pct. betaler over 10 pct. af deres arbejdsindkomst ind til pension, mens kun 28 pct. indbetaler over 15 pct. af deres arbejdsindkomst ind til pension.

Det er især de unge, som har en lavere indbetalingsprocent og ofte betaler mindre end 10 pct. af deres arbejdsindkomst ind til pension, mens kun få ældre indbetaler under 10 pct. af deres arbejdsindkomst til pension. 3 ud af 10 af de 25-29-årige indbetaler under 10 pct. ind til pension, mens under 20 pct. af personer ældre end 35 år indbetaler under 10 pct. ind til pension.

Indbetalingsprocenten for 25-64-årige er i gennemsnit 12,3 pct. målt for personer med en arbejdsindkomst i løbet af året. Indbetalingsprocenten stiger med alderen, men er for alle aldersgrupper under de 15 pct. i gennemsnit. Den stigende indbetalingsprocent for de unge, skyldes primært at flere får en arbejdsmarkedspension, mens ældres indbetalingsprocent stiger primært pga. at flere indbetaler mere ind til en privattegnet ordning.

Indbetalingsprocenten er størst for lønmodtagere, da de oftere er dækket af en overenskomst og firmapensionsaftale, mens indbetalingsprocenten for selvstændige er væsentlig lavere. Den gennemsnitlige indbetalingsprocent for både lønmodtagere og selvstændige stiger med alderen.

Både mænd og kvinders indbetalingsprocent til pension stiger med alderen, og kvinders indbetalingsprocent er højere end mænds for alle aldersgrupper.

Indbetalingsprocenten stiger også med alderen for alle uddannelsesgrupper. Indbetalingsprocenten er højere for personer med højere uddannelse på nær unge faglærte, som har en højere indbetalingsprocent end personer med en kort og mellemlang videregående uddannelse.

Pensionsindbetalingsprocenten er beregnede for personer i beskæftigelse det meste af året, som svarer til 78 pct. af alle 25-64-årige. Beregnes indbetalingsprocenten for alle i forhold til den samlede indkomst er indbetalingsprocenten i gennemsnit 8,4 pct., og også denne stiger med alderen. I alt indbetaler 8 ud 10 til ind til pension af de 25-64-årige.

Pensionsindbetalingsprocent

Pensionsindbetalingsprocenten er ofte aftalt i overenskomster eller firmapensionsaftaler, og varierer alt efter branche og sektor. Typisk vil den aftalte indbetalingsprocent hænge sammen med lønniveauet, så i brancher med højtlønnet fx akademikere ofte have en høj indbetalingsprocent, mens lavtlønnede typisk vil have en lavere indbetalingsprocent.

Den beregnede indbetalingsprocent i notatet er pensionsindbetalinger – både private og arbejdsmarkedspensionsindbetalinger – over erhvervsindkomsten. Indbetalingsprocenten er kun regnet for de personer, som har en positiv erhvervsindkomst.

Den beregnede indbetalingsprocent stemmer ofte ikke med den aftalte i overenskomster eller firmapensionsaftaler, da private pensionsindbetalinger indgår i den beregnede. Derudover indgår der i erhvervsindkomsten også indkomster, som ikke er pensionsbidragspligtige, såsom personalegoder, ekstra ferietillæg, honorarer og aktieaflønning.

Lene Back Kjærsgaard

Vil du vide mere?

Lene Back Kjærsgaard

Chefkonsulent, cand.polit., Ph.d.