Analyse

Markant stigning i konkurrencen i pensionsbranchen

Fem indikatorer på konkurrencen i pensionsbranchen

Relateret til: Forsikringspolitik
Publiceret 19.03.2021

Det danske pensionssystem er design i særklasse. Det dokumenteres af Melbourne Mercer Global Pension Index, hvor Danmark og Holland år efter år er de eneste to lande, der får topkarakteren A. Det danske pensionssystem anerkendes for tilstrækkelighed, fordi pensionsydelserne fra det offentlige og egne pensioner giver tilstrækkelig pensionsindkomst for de fleste. Danmark scorer højest af alle på bæredygtighed, fordi der er taget hånd om den stigende levetid. Danmark får også topkarakter for integritet, fordi regulering og governance mv. betyder, at man kan have tillid til, at man kan få en god pension at leve af som pensionist.

 

Pensionssystemet favner næsten alle beskæftigede. 97 pct. af alle lønmodtagere i alderen 25-59 år har en pensionsformue. Opsparingen understøtter, at man kan opretholde en fornuftig levestandard som pensionist. Egne pensioner sammen med den offentlige folkepension sikrer også, at der praktisk talt ikke er pensionister, som lever under fattigdomsgrænsen.

 

Synlighed om afkast og omkostninger

Pensionssystemet skal også sikre pensionsopsparerne det bedste afkast til de laveste omkostninger. En velfungerende konkurrence mellem pensionsselskaberne er en vigtig parameter til at sikre en effektiv forvaltningen af opsparingen. En afgørende forudsætning for effektiv konkurrence er, at markedsaktørerne har information om priser, varernes kvalitet mv., så man kan sammenligne produkter og udbydere. I pensionsbranchen er der arbejdet for åbenhed og gennemsigtighed. Både om afkast og omkostninger. Transparens er vigtig, når mange pensionskunder ikke selv vælger pensionsselskab, men er kunde i det selskab, som er en del af overenskomsten, eller som virksomheden har valgt på vegne af sine ansatte.

 

Særlige markedsforhold

Markedsforholdene i pensionsbranchen er anderledes end på et marked med individuelt frit valg. Effektiviteten på efterspørgselssiden er uddelegeret til arbejdsmarkedets parter og virksomheder, og det kan være med til at professionalisere efterspørgselssiden og via købermagt sikre skarpe priser og gode vilkår til pensionsopsparerne.

 

Af samme årsag er det ikke oplagt, at traditionelle mål for blandt andet markedskoncentration er gode indikatorer for konkurrencen. I denne analyse benyttes i stedet fem indikatorer, som hver især er en relevant målestok for konkurrencen i pensionsbranchen. Hver enkelt indikator er i sig selv ikke tilstrækkelig til at konkludere entydigt om konkurrencen. Men samlet set tegner der sig et billede af, at der de seneste år er sket en markant skærpelse af konkurrencen i pensionsbranchen.


Indikatorerne er udvalgt, fordi de belyser sektoren fra forskellige vinkler. Dynamikken i markedet viser, hvordan selskaberne er nødt til løbende at optimere og udvikler sig for at kunne fastholde eller forbedre deres positioner i markedet. Selskabernes bundlinje viser, at branchens egenkapitalforrentning er lav, og lønpræmien er lav sammenlignet med andre brancher. Selskabernes effektivitet i kerneforretningen viser, at administrationsomkostningerne er faldende, og blandt andet er drevet ned gennem fusioner, opkøb og administrationsfællesskaber.

 

Hovedresultaterne viser:

 

  • Antallet af pensionsselskaber er halveret på 15 år. Samtidig har nogle selskaber organiseret sig i administrationsfællesskaber. Det kan tages som udtryk for, at det er svært at være på markedet, hvis man ikke er konkurrencedygtig og udnytter skalafordele ved fusioner, opkøb og administrative samarbejder.

  • Der tegner sig et billede af en branche med lavt overskud. Egenkapitalforrentningen, som er et mål for ejernes afkast, er lavere end for andre byerhverv, der er det relevante sammenligningsgrundlag. Egenkapitalforrentningen er relativ lav uanset selskabernes ejerform, hvor nogle skal udbetale udbytter til eksterne ejere og andre er medlemsejet.

  • Der er høje lønninger i pensionsbranchen, men ikke høje lønpræmier. Flere analyser af lønpræmier i pensionsbranchen viser, at hvis man tager højde for de specialiserede kompetencer, som medarbejderne i pensionsbranchen har, svarer lønniveauet til kompetencerne. Høje lønpræmier, dvs. lønniveauet er højere end kompetencerne, kan være et udtryk for svag konkurrence.

  • Administrationsomkostningerne pr. kunde/medlem er halveret de seneste 20 år. Det skyldes blandt andet et vedvarende fokus på omkostningsminimering, som også kommer til udtryk ved en løbende konsolidering i branchen blandt andet gennem fusioner, opkøb og administrative samarbejder.

  • Forvaltningen af pensionsopsparingen, som er kerneforretningen, vurderes at være effektiv. Selskaberne kan have forskellige investeringsstrategier med forskellige omkostninger. Det er vurderingen, at der ikke er systematiske forskelle mellem pensionsselskaberne målt ved afkastet efter omkostninger, så ingen systematisk for højere eller lavere afkast på deres pensioner end andre.

  • Pensionsbranchen har i en længere årrække systematisk arbejdet på at skabe mere åbenhed og gennemsigtighed. Derfor kan forbrugerne i dag få overblik over deres pensioner fra alle udbydere på PensionsInfo. Man kan se afkast, omkostninger, risiko og forventet udbetaling for sin egen pension på selskabets hjemmeside samt sammenligne selskaber med nøgletal om blandt andet afkast, omkostninger og risiko på www.faktaompension.dk.
PDF ikon
Analyse

Markant stigning i konkurrencen i pensionsbranchen

Seneste nyt

Nyhed {{article.tag}} {{article.publishedDate}}
{{article.header}} chevron
Se alle nyheder arrow-right
Andreas Østergaard Nielsen

Vil du vide mere?

Så kontakt gerne vores ekspert

Andreas Østergaard Nielsen

Underdirektør