Statsministrenes budskab er klart: Kun et stærkt samarbejde mellem den offentlige og private sektor om markant flere grønne investeringer kan sikre Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigningerne. Her spiller pensionsselskaber og andre langsigtede investorer en central rolle. En klog timing af investeringerne kan samtidig styrke en grøn genstart efter corona-pandemiens negative påvirkning af økonomien.
Statsministrene opfordrer derfor pensionsselskaber og andre investorer til at fremsætte tilsagn om yderligere grønne investeringer frem mod 2030.
På mødet blev statsministrene præsenteret for den danske pensionsbranches tilsagn om yderligere 350 mia. kr. i grønne investeringer frem mod 2030. Tilsagnet blev oprindeligt annonceret af statsminister Mette Frederiksen i New York forud for FN’s klimatopmøde i september 2019.
- Jeg er stolt over at få lov til at præsentere den danske pensionsbranches tilsagn for de nordiske statsministre. Branchen bakker fuldt op om den danske regerings – og de nordiske regeringschefers – klimaambitioner og har allerede gennemført omfattende investeringer i fx vindmøller og anden grøn energiproduktion. Jeg håber, at den danske måde at gøre tingene på kan inspirere de øvrige nordiske lande, udtaler formanden for Forsikring & Pension og adm. direktør i Industriens Pension, Laila Mortensen.
- Alfa og omega i Danmark er samarbejde og partnerskaber. Vi har et godt samarbejde mellem branchen og regeringen om at sikre de nødvendige rammevilkår og økonomiske incitamenter. Vi har også et forbilledligt samarbejde mellem de enkelte pensionsselskaber om at gennemføre de store, grønne investeringsprojekter, slutter Laila Mortensen.