1 ud af 4 af de 25-59-årige i arbejdsstyrken sparer for lidt op til pension. Gruppen består af ca. 500.000 danskere, hvor mange indbetaler mindre end 10 pct. af deres løn til pension. Set i forhold til deres indkomst er det for lidt, hvis de skal undgå at gå langt ned i levestandard, når de bliver pensioneret.
Der er et stort mindretal, som har en utilstrækkelig pensionsopsparing
- Jan V. Hansen, F&P
- Langt de fleste på det organiserede arbejdsmarked har som en del af overenskomsten en pensionsaftale og sparer tilstrækkeligt op til pension. Men der er et stort mindretal, som har en utilstrækkelig pensionsopsparing. Der er 500.000 personer, som har udsigt til at få halveret deres indkomst ved pensionering, hvis de ikke øger deres pensionsopsparing, siger Jan V. Hansen direktør i F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
Fra 2018 til 2022 er beskæftigelsen steget for 25-59-årige, men samtidig er gruppen af personer med en lav pensionsopsparing vokset med 90.000 personer.
- Vi har haft en imponerede fremgang i beskæftigelsen i Danmark de senere år, og man kunne umiddelbart tro, at vi dermed fik færre danskere med en for lille pensionsopsparing. Men vi har faktisk set en klar stigning i gruppen af danskere, som sparer for lidt op til pension, siger Jan V. Hansen.
Lige så overraskende er det, at det ikke mindst er højtlønnede, som ofte sparer for lidt op til pension. De betaler ofte ind til pension, men kun en lille del af deres løn. Samtidig er der andre grupper på arbejdsmarkedet, som trods lavere løn, betaler mere ind til pension, fordi de har en højere indbetalingsprocent. Dem, som sparer for lidt op, vil samtidig have udsigt til at få mere i offentlig pension, end andre lønmodtagere, som selv har sparet mere op.
- Hvis man sammenligner gruppen med høj løn og lave pensionsindbetalinger med andre på arbejdsmarkedet, så må man sige, at det er en gruppe, som set under ét har råd til selv at spare mere op til pension. Der er almindelige lønmodtagere med langt lavere løn, som lægger mere til side til pension. Problematikken omtales også nogle gange som et free rider problem, fordi dem, som ikke sparer nok op, til gengæld får mere i offentlig pension af samme årsag, siger Jan V. Hansen.
Derfor opfordrer F&P politikerne til at styrke incitamenterne til at spare op til pension. Man kan bl.a. forhøje det ekstra pensionsfradrag, så man styrker den fradragsberettigede del af pensionsopsparingen. Det har pensionskommissionen foreslået i 2022.
De personer, som sparer for lidt op til pension, er typisk ansat i rådgivnings- og konsulentbranchen, i film og mediebranchen, i andre liberale erhverv, eller de er selvstændige.
Fakta - Kommissionen anbefaler følgende:
Forhøjelse af det ekstra pensionsfradrag
Kommissionen finder, at der er plads til en styrkelse af det økonomiske incitament til pensionsopsparing i fradragsberettigede ordninger. Derfor anbefales det, at det ekstra pensionsfradrag øges. Efter gældende regler gives der et ekstra fradrag i den skattepligtige indkomst (grundlaget for kommune- og kirkeskat) på 12 pct. af fradragsberettigede pensionsindbetalinger op til 75.600 kr. (2022-niveau) for personer indtil 15 år før deres folkepensionsalder, mens det for personer, der er ældre, udgør 32 pct. Konkret anbefaler Kommissionen, at det ekstra pensionsfradrag frem mod 2030 gradvist øges med 3 pct.-point for personer indtil 15 år før folkepensionsalderen og med 6 pct.-point for personer, der er ældre. Maksimum-grænsen fastholdes.
Forhøjelsen af det ekstra pensionsfradrag skønnes at bidrage til en stigning i arbejdsudbuddet med knap 300 personer og er forbundet med en offentlig merudgift på 1 mia. kr.
Læs analysen bag tallene her
Vil du vide mere?
Nicolai Schacke
Pressechef