Et ødelagt knæ eller en brækket fod er nogle af de mest almindelige skader, når danskerne kører galt på skiløjperne i udlandet, viser tal fra SOS-International. Derfor bør flere danskere få styr på rejseforsikringen, inden de tager afsted, for at undgå en økonomisk ørefigen.
- Vi oplever, at mange tror, at det blå sygesikringskort dækker dem tilstrækkeligt på skiferien i Europa, siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen.
Men det blå sygesikringskort sikrer kun adgang til behandling på samme måde som borgerne i det land, man rejser til. Det dækker ikke hjemtransport, eventuel egenbetaling til hospitalet eller ophold på privathospital. Og ofte er de nærmeste hospitaler på skisportsstederne private.
- Derfor er det vigtigt at sørge for at have en rejseforsikring, hvis man ikke vil risikere selv at skulle betale hjemtransport eller ophold på hospital, siger Anja Lintrup Sørensen.
Forsikringsoplysningen fortæller, at hvis der er behov for en speciel hjemtransport, kan det hurtigt koste mellem 20.-50.000 kr.
I værste fald kan der være brug for det langt dyrere ambulancefly, og her er der ingen hjælp at hente fra det blå kort.
Tjek om du har den rigtige rejseforsikring
Forsikringer du kan få brug for på skiferien
-
Rejseforsikring,
som hjælper dig, hvis du har behov for akut hjælp efter uheld eller sygdom. -
Indboforsikring,
som betaler erstatning, hvis du fx får stjålet dit skiudstyr. -
Ansvarsforsikring,
som hjælper dig, hvis du bliver stillet til ansvar for andres person- eller tingskade, fx efter et sammenstød på de skrå pister. -
Ulykkesforsikring,
som betaler erstatning for dine varige mén eller tandskader efter en skiulykke.