Nyhed

Forsikringsbranchen roser klimatilpasningsplan – næste skridt må være handlingsplan for skybrud

Sidste uges voldsomme vejr understreger nødvendigheden af en national klimatilpasningsplan, og regeringens udspil rummer mange nødvendige elementer, for at danskerne kan undgå oversvømmede huse, lyder det fra F&P. Branchen opfordrer regeringen og Folketinget til også snart at komme med en plan for regn og skybrud.

Publiceret 23.10.2023

 - Det er virkelig tiltrængt, at vi får en national handlingsplan, der skal forebygge de mange klimaskader, vi oplever i Danmark. Forsikringsbranchen har længe råbt vagt i gevær, da alt for mange danskere oplever skader som følge af voldsommere vejr, så jeg er virkelig glad for, at miljøministeren og regeringen endelig har fremlagt en plan, siger Kent Damsgaard, direktør i F&P – brancheorganisation for forsikring og pension.

quote

Weekendens vejr har understreget behovet for handling

- Kent Damsgaard

Med planen tager regeringen, i første omgang, fat på kystbeskyttelsesproblemerne. De vil iværksætte en række initiativer, der skal sikre fremdrift i kystbeskyttelsen i de områder, hvor risikoen for oversvømmelser er størst, og det er gode toner hos forsikringsbranchen. 

- Weekendens vejr har understreget behovet for handling – så det er godt, at regeringen kommer på banen med første del af klimatilpasningsplanen. Vi afventer nu den næste del, der forhåbentlig også fokuserer på alt det vand, der kommer fra oven – altså en plan for, hvordan vi imødegår oversvømmelser ved skybrud, siger Kent Damsgaard.

Udspillet bliver også startskuddet til en større analyse, der skal give mere viden på området.

- I forsikringsbranchen vil vi gerne stille vores viden til rådighed. Vi har hjulpet mange husejere med skader efter vand, og derfor har vi et godt indblik i, hvor der typisk sker skader efter voldsomt vejr. Derfor er vi også klar til at udveksle data og forslag til indsatsområder, så vi kan hjælpe med at færre danskere bliver ramt af fremtidens klimaforandringer. Men det kræver, at vi får mulighed for at dele vores data og viden, siger Kent Damsgaard.

Seneste nyt

Nyhed {{article.tag}} {{article.publishedDate}}
{{article.header}} chevron
Se alle nyheder arrow-right
Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør