- Både vores velfærdssamfund og forsikringsfællesskabet er bygget på en præmis om fællesskab. Så når nye former for økonomisk kriminalitet og forsikringssvindel er i stigning, er det dybt bekymrende. Derfor glæder vi os over, at forligspartierne bag det nye politiforlig står sammen om at styrke bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet markant, siger direktør Thomas Brenøe, F&P.
En del af oprustningen i kampen mod den økonomiske kriminalitet består af en efterforskeruddannelse i Politiet, der får økonomisk og digital kriminalitet som omdrejningspunkt. Derudover styrkes politikredsenes ressourcer til forebyggelse, efterforskning og strafforfølgelse i sager om økonomisk kriminalitet.
- Det er afgørende for både vores medlemmer og danskerne, at der følges effektivt op på sager om digital svindel og kriminalitet. Der er brug for både styrkede kompetencer og flere ressourcer til at forhindre, at sagerne hober sig op. Netop det er en tydelig prioritet i aftalen, og det fortjener ros, lyder det fra Thomas Brenøe.
Derfor glæder vi os over, at forligspartierne bag det nye politiforlig står sammen om at styrke bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet markant
- Thomas Brenøe, F&P
Aftalepartierne er samtidig enige om at styrke ressourcerne til efterforskning og forebyggelse af borgernære kriminalitetsområder i de lokale politikredse på tværs af hele landet. Og netop den borgernære kriminalitet fortjener fokus, mener F&P.
- Danmark er det land i hele Norden, der er mest plaget af indbrud. Det er dybt indgribende at komme hjem til et gennemrodet hus, og derfor er det et oplagt sted at sætte ind, når politikredsene skal prioritere ressourcerne, understreger Thomas Brenøe.
Vil du vide mere?
Thomas Brenøe
Direktør for Regulering og Forbrugerforhold, cand.jur.