Nyhed

Grønne pensionsinvesteringer runder 340 mia. kroner

Danskernes pensionsopsparinger investeres i høj grad i den grønne omstilling. En ny opgørelse viser, at der nu sammenlagt er investeret mere end 340 mia. danske pensionskroner i grønne investeringer.

Publiceret 04.09.2024

2024 tegner til at blive det varmeste år nogensinde, og for Danmarks vedkommende måske også det vådeste. Klimaforandringerne er en realitet, og der skal handles for at bremse udviklingen. Den danske pensionsbranche har gennem mange år investeret i den grønne omstilling og opgør løbende det samlede beløb, som nu udgør 343 mia. kroner. 

 - Gennem de mange år med lav rente var det godt for pensionsopsparerne, at deres formuer var investeret i langsigtede grønne projekter. I de senere år har der været betydelig mere modvind for investeringer i fx vindmøller. Det skyldes højere renter og inflation, men også lange godkendelsestider og politisk uklarhed om rammerne for at investere.  Alligevel er det lykkedes branchen at øge sine investeringer verden over, så danskernes pensionsopsparinger fortsat kan bidrage til den grønne omstilling og samtidig sikre penge til alderdommen, siger adm. direktør Kent Damsgaard.

I 2019 gav den danske pensionsbranche som den første i verden et tilsagn om at investere yderligere 350 mia. kr. i grøn omstilling inden for bæredygtig energi, fx vind og sol frem mod 2030 i forhold til de 126 mia. kr., der allerede var investeret i 2019. Branchens klimatilsagn har hidtil taget afsæt i FN’s verdensmål 7 om bæredygtig energi. 

Pr. 1. januar 2024 overgik tilsagnet til at blive opgjort efter EU’s nye miljøtaksonomi og kriterierne for øvrige klima- og miljørelaterede investeringer i den såkaldte disclosure-forordning. På den baggrund har branchen fastlagt det opdaterede betingede tilsagn til i alt 450 mia. kr. i 2030.

 - Vores klimatilsagn har hidtil taget afsæt i FN’s verdensmål om bæredygtig energi, men med vedtagelsen af EU’s nye miljøtaksonomi, synes vi, at det giver mest mening at måle investeringerne ud fra den nye fælles standard. I den forbindelse har vi sat det samlede mål – efter den nye målestok - til 450 mia. kroner, fortæller Kent Damsgaard. 

quote

Det er lykkedes branchen at øge sine investeringer verden over, så danskernes pensionsopsparinger fortsat kan bidrage til den grønne omstilling og samtidig sikre penge til alderdommen

- Kent Damsgaard, F&P

Den nye opgørelsesmetode gør det sværere at sammenligne udviklingen i år med de tidligere år. 

 - Vi har som branche siden 2019 valgt at gå forrest på et område, hvor opgørelsesmetoderne først skal udvikles og datagrundlaget tilvejebringes. Siden vi først startede med at opgøre de grønne investeringer, er både vi og alle andre blevet mere præcise på, hvordan vi skal opgøre og klassificere dem. Når vi nu går over til en ny opgørelsesmetode baseret på EU’s taksonomi samt disclosureforordning, bliver det i sagens natur sværere at sammenligne én til én med tidligere år. Men der er ingen tvivl om, at det går ubetinget den rigtige vej, og der er kommet flere investeringer i den grønne omstilling, siger Kent Damsgaard.

Læs baggrund for tallene

Faktaark arrow-right

Modelbeskrivelse

Se den her arrow-right

Seneste nyt

Nyhed {{article.tag}} {{article.publishedDate}}
{{article.header}} chevron
Se alle nyheder arrow-right
Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør