Hvis du dør før pensionsalderen, hvor mange penge får din familie så fra livsforsikringen? Hvor meget får du at leve for fra din forsikring, hvis du ikke kan arbejde på grund af fx dårlig ryg eller efter en ulykke? Det kan næsten hver tredje dansker ikke svare på, for de har ikke styr på deres pensionsordning.
Det viser en ny undersøgelse fra Forsikring & Pension udført af Epinion. Den undersøger, hvad 1.031 danskere med en pensionsopsparing ved om deres pension. 31 procent er enig eller helt enig i ikke at have styr deres pensionsordning. 48 procent vil gerne have bedre styr på den.
- Det er et bekymrende højt tal. For det kan have ubehagelige konsekvenser for den enkelte familie, hvis de mangler overblik over pensionsordningen. Den indeholder nemlig også forsikringer, som dækker, hvis man bliver for syg til at arbejde eller dør, siger Anne Seiersen, underdirektør hos Forsikring & Pension.
Langt de fleste arbejdende danskere har en pensionsordning via jobbet. Den indeholder ofte meget andet end en opsparing til alderdommen. De fleste har også en livsforsikring gennem deres ordning. Den sørger for, at familien har noget at leve af, hvis man dør, før man går på pension.
Bliver man for syg til at arbejde permanent eller i en længere periode, har de fleste også en forsikring, der giver dem en indkomst hver måned.
Ting du bør holde øje med
Hvor meget får du udbetalt fra din pension?
- Tjek, om du får nok penge udbetalt, til at du kan få den levestandard, som du forventer i hele din pensionstilværelse.