Arbejdsmarkedets parter lagde i 1987 grunden til vores nuværende pensionssystem, og det har siden udviklet sig til ét af verdens bedste. Men det betyder ikke, at der ikke fortsat er forbedringer at foretage. Det mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
- Danmark har ét af verdens bedste pensionssystemer, hvor ni ud af ti på arbejdsmarkedet sparer op til egen pension. Det skal vi værne om, men vi skal samtidig ikke være bange for at optimere systemet f.eks. i takt med at danskerne efterspørger bedre mulighed for en mere fleksibel tilbagetrækning, siger Kent Damsgaard, administrerende direktør, F&P.
F&P har for nyligt offentliggjort en række forslag som indspil til finansloven 2025 om, hvordan pensionssystemet kan efterkomme et ønske om mere fleksibilitet, når man når til at få udbetalt sin pensionsopsparing.
Danmark har ét af verdens bedste pensionssystemer, hvor ni ud af ti på arbejdsmarkedet sparer op til egen pension. Det skal vi værne om
- Kent Damsgaard, administrerende direktør, F&P
- Flere danskere ønsker i dag at kunne sætte deres ratepension på pause, så de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Eller måske ønsker de deludbetalinger og samtidig fortsætte med at arbejde – blot på nedsat tid. Det vil være en oplagt løsning i en tid med mangel på arbejdskraft, men i dag kan det ikke altid lade sig gøre. Det bør ændres, siger Kent Damsgaard.
- Der har været en del debat om, hvorvidt der spares for meget op til pension. Det er ikke tilfældet for den almindelige dansker. Tværtimod ser vi i disse år stigende udgifter i mange af pensionsordningerne til forsikring mod tab af erhvervsevne. Det koster på opsparingen. Og så har vi stadig en stor restgruppe på en halv million danskere, som sparer for lidt op, siger han.
- Vi vil meget gerne indgå i drøftelser med Folketinget og regeringen om forslagene til, både hvordan pensionsudbetalingerne kan gøres mere fleksible og andre forslag til en justering af pensionssystemet. Men det er også vigtigt at pointere, at selve indbetalingerne til pensionsordningerne er noget, som aftales mellem arbejdsmarkedets parter, siger han.
Læs "Et tryggere Danmark - 28 anbefalinger til Finanslov 2025"
Læs analyse af dækningsgrader ved pension
Læs "En halv million sparer for lidt op til pension"
Læs: "Få selvpensionerede både i dag og i fremtiden - en baggrundsrapport"

Vil du vide mere?
Kent Damsgaard
Adm. direktør