Power-to-X er ellers afgørende for at nå både klimamål, uafhængighed af russisk energi og sikre Danmark som foregangsland på grøn energi, advarer F&P.
- Vi burde allerede nu være i gang med at træffe investeringsbeslutninger om en massiv udbygning af havvind og etablering af PtX-anlæg i Danmark og Europa. Så vi kan producere grøn brint, der kan gøre os fri af den russiske gas og sikre vores plads i den grønne omstilling. Men rammerne for investeringerne i Danmark er ikke på plads – og heller ikke i Europa, og nu risikerer vi for alvor, at milliarderne ruller ud af Danmark og Europa, siger adm. direktør Kent Damsgaard.
Opråbet kommer, efter den amerikanske præsident har lagt en meget ambitiøs plan for investeringer i grøn energi, og netop PtX satser ameri-kanerne nu benhårdt på. Planen indeholder en støtte til at producere grøn brint, der er næsten tre gange så høj, som der er på bordet i Dan-mark og Europa.
- De danske investorer, herunder pensionsselskaber, kommer til at lægge deres investeringer på den anden side af Atlanten, hvis Danmark og Europa ikke rykker nu. De kan jo ikke vente i årevis på danske og europæiske beslutninger eller lade deres grønne projekter sande til i snørklede godkendelsesprocesser i sneglefart. Og konsekvensen er, at de danske og europæiske målsætninger for at sikre energiuafhængighed er truet, siger Kent Damsgaard.
Det storstilede amerikanske investeringsprogram, ’Inflation Reduction Act’ gør rammerne for investeringer i vedvarende energi og ikke mindst PtX så gode, at det lige nu bliver svært at forsvare at investere i Europa. Her kan den europæiske plan ’RePowerEU’ ikke følge med.
- Alene den danske pensionsbranche har sat som mål at nå næsten 500 mia. kr. i grønne investeringer på verdensplan i 2030. Dertil kommer alle udenlandske investorer og virksomheder med deres penge. For hver måned, der går, koster det milliarder i investeringer og på sigt endnu flere milliarder i mistede eksportindtægter og – job her i Danmark og Europa, siger Kent Damsgaard.
Derfor peger pensionsselskaberne og investorerne på tre initiativer, som regeringen bør tage initiativ til:
- De langsigtede investeringsrammer for havvind og PtX skal på plads i første halvdel af 2023 (der skal være klarhed om tariffer og lettilgængelig støtte, klarhed om offentlige købsaftageraftaler, afskrivningsgrundlag m.v.)
- Der bør være truffet beslutning om etablering af brintinfrastrukturen inden udgangen af 2023 og vi skal satse på at kunne forædle brinten til andre former, fordi det giver Danmark en konkurrencefordel. Vi kan ikke leve af kun at sælge grøn strøm.
- Myndighederne skal have tilstrækkelige ressourcer til godkendelser, godkendelsesprocessor skal være fast track, og der bør tænkes i nye og moderne udbud.