Flere skybrud i Danmark
Der er sket en stigning i antallet af skybrud over Danmark de seneste år. Skybruddene er udfordrende på grund af deres høje intensitet, og fordi de typisk kommer med meget kort varsel.
Der er sket en stigning i antallet af skybrud over Danmark de seneste år. Der kommer hyppigere skybrud. Og stigning ses på tværs af hele landet. De mange skybrud forårsager uttalige skader på bygninger, veje, afgrøder mm. Skybruddene er udfordrende netop på grund af deres høje intensitet med meget nedbør på kort tid, og fordi de typisk kommer med meget kort varsel.
Analysen viser:
- Antallet af dage med skybrud på et år er steget fra 13,6 dage i gennemsnit i perioden 2011-2017 til 16,7 dage i gennemsnit i perioden 2018-2024.
- Skybruddene rammer et større geografisk område i perioden 2018-2024 sammenlignet med perioden 2011-2017.
- I gennemsnit observeres der 17,9 flere skybrud i Danmark om året i perioden 2018-2014 sammenlignet med perioden 2011-2017. Det svarer til en stigning på 65 pct.
- På top-3 over kommuner, der bliver hårdest ramt af skybrud, er Vejle Kommune, Aabenraa Kommune og Herning Kommune.
Antallet af dage med skybrud målt mindst ét sted i landet er steget siden 2011, som er det tidligste år DMI har målt skybrud ud fra definitionen mindst 15 mm nedbør på 30 min. I perioden fra 2011 til 2017 var der i gennemsnit 13,6 dage med skybrud pr. år, og i perioden fra 2018 til 2024 var der i gennemsnit 16,7 dage med skybrud pr. år.
Ud over at der i gennemsnit hvert år er flere dage med skybrud, rammer skybruddene også større geografiske område, når de rammer. Der findes godt 100 vejrstationer rundt omkring i Danmark, der måler mængden af nedbør. Jo større et skybrud er, jo flere observationer af skybruddet vil der være inden for den samme dag. Dog vil flere skybrud målt ved samme målestation på én dag, kun tælle som ét skybrud.
Antallet af skybrudsobservationer er steget fra i gennemsnit 27,4 skybrudsobservationer om året i perioden 2011-2017 til i gennemsnit 45,3 skybrudsobservationer om året i perioden 2018-2024. Det er en stigning på 17,9 observationer i gennemsnit om året. Det svarer til en stigning på 65 pct.
På baggrund af nedbørsobservationerne fra målestationerne beregner DMI nedbør på dagsniveau i landets kommuner. I hele perioden fra 2011 og frem til i dag er Vejle Kommune den kommune, der er hårdest ramt af skybrud. Dernæst kommer Aabenraa Kommune og Herning Kommune.