Samspilsproblemer i pensionssystemet - 2010:13
Analysen viser, at samspillet mellem den indkomstafhængige aftrapning og indkomstskattesystemet kan betyde en meget høj samlet marginalbeskatning af pensionsudbetalinger. En enlig pensionist i ejerbolig kan således have en samlet marginal procent på 60 pct. over et længere indkomstinterval. Marginalprocenten er endnu højere for en lejer, hvor også boligydelsen aftrappes.
Samspilsproblemer i pensionssystemet
Denne høje beskatning kan påvirke pensionsopsparingen og dens sammensætning i uheldig retning. Beskatningen kan have stor betydning for tilbagetrækningstidspunktet, da tidligere tilbagetrækning ikke vil have mærkbar betydning for den disponible indkomst som pensionist. Tidligere tilbagetrækning mindsker pensionsopsparingen og giver lavere arbejdsudbud.
Hovedkonklusionerne i rapporten er:
- Samspilsproblemet rammer mange pensionister i dag, og modningen af pensionssystemet vil ikke reducere, men tværtimod øge samspilsproblemerne.
- Det skyldes, at modningen i første række betyder, at pensionsudbetalingerne vokser kraftigt for lav- og mellemindkomster, der i dag kun har beskeden supplerende pensionsindkomst. Denne vækst i pensionsudbetalingerne betyder, at overførselsindkomster vil aftappes for flere pensionister fremover
- Der er derfor behov for tiltag, der kan reducere samspilsproblemet uden at sætte aflastningen af de offentlige finanser over styr
- I denne rapport præsenteres en løsningsmodel, hvor der gives et nedslag for udbetalinger fra livrenter i det indkomstgrundlag, der ligger til grund for aftrapningen af overførselsindkomsterne.
- Der foreslås konkret et nedslag på 25 pct., dog maksimalt 80.000 kr. Forslaget vil sænke den sammensatte marginalprocent med ca. 7 pct. point for livrenteudbetalinger på mellem 55.000 kr. og 100.000 kr.
- Forslaget vurderes at kunne gennemføres inden for en forholdsvis beskeden provenuramme, når samtlige afledte effekter medregnes
Samspilsproblemer i pensionssystemet - 2010:13

Vil du vide mere?
Så kontakt gerne vores ekspert
Peter Foxman
Cheføkonom, cand.polit.
Relaterede links