Stor udbredelse af pensionsordninger giver lille restgruppe
Analyse af restgruppen med lav og utilstrækkelig pension
Det danske pensionssystem er flere gange kåret som et af verdens bedste. Det er der flere årsager til, især samspillet mellem pensionssystemets tre ”søjler” fremhæves som en styrke.
Den første søjle repræsenterer folkepensionen, der sikrer, at alle pensionister har en tilstrækkelig indkomst, så der ikke er nogen fattige pensionister. Arbejdsmarkedspensionerne udgør anden søjle og sikrer, at indkomsten som pensionist ikke bliver væsentligt lavere end indkomsten som erhvervsaktiv. Den tredje søjle er individuelle privattegnede pensionsordninger, som dækker særlige ønsker til pensionisttilværelsen eller pension for personer, der ikke arbejder på den organiserede del af arbejdsmarkedet.
En tilstrækkelig pension skal både have en passende størrelse i kroner og ører, men den skal også stå i et rimeligt forhold til indkomsten før pension. Levestandarden som pensionist skal helst ikke være væsentlig ringere. En mindre del af befolkningen tilhører dog restgruppen, der enten ikke har en pensionsopsparing eller ikke har sparet tilstrækkeligt op. I denne analyse undersøges, hvad der karakteriserer personer, der har en lav eller utilstrækkelig pension.
Hovedresultaterne viser:
Den brede overenskomstdækning sikrer næsten alle lønmodtagere en pensionsordning
I dag har 98 pct. af alle lønmodtagere i alderen 50-59 år en pensionsformue. Tæt på pensionsalderen kan langt de fleste lønmodtagere forvente, at pensionsopsparingen er tilstrækkelig til, at de kan fortsætte deres vante levestandard som pensionister. Det kan man opnå, hvis indkomsten som pensionist står i et rimeligt forhold til indkomsten før pension.
Det kan måles ved dækningsgraden, som sammenligner indkomsten før skat opgjort i det første år som pensionist med indkomsten det sidste år før pension. Hele 9 ud af 10 lønmodtagere i alderen 50-59 år har sparet så meget op, at de ikke vil have en lav dækningsgrad ved pensionering.
Mange selvstændige har ikke sparet nok op til pension
Selvstændigt erhvervsdrivende skal selv spare op til pension. De er ikke omfattet af obligatoriske arbejdsmarkedspensioner. Mere end halvdelen af de selvstændige, der ikke sparer nok op til pension i en almindelige pensionsordning.
De selvstændige falder groft sagt i i to grupper. Den første gruppe består blandt andet af restauratører, frisører og selvstændige inden for kunst og design. Den anden gruppe af selvstændige er kendetegnet ved, at de har en pensionsopsparing, men den er ikke alene tilstrækkelig til at sikre dem en passende indkomst som pensionist sammenlignet med deres indkomst som erhvervsaktiv. Det er selvstændige, der arbejder med ejendomshandel og ejendomsudlejning, revisionsarbejde eller ejere af fysioterapi-, psykolog- eller tandlægeklinikker.
Personer uden for arbejdsmarkedet bliver ikke fattige pensionister, selvom de ikke sparer op til pension
Når personer, som modtager kontanthjælp, førtidspension og andre offentlige indkomstoverførsler, bliver pensionister, vil de få folkepension, pensionstillæg og ældrecheck. De offentlige pensioner er tilstrækkelig til, at de har en næsten uændret indkomst før og efter pensionering.
Mange af de ældste pensionister er løbet tør for pension
Mange nuværende pensionister oplever, at deres egen pension er brugt op i løbet af pensionstilværelsen, hvis deres pensionsopsparing har en begrænset udbetalingsperiode. Mange vælger en 10-årig eller 15-årig udbetalingsperiode, og derfor er pensionen opbrugt senest ved 80-årsalderen.
Nogle af de ældste pensionister har fået udbetalt hele deres pension. Det er fordi, de har fået pensionen udbetalt på én gang eller som en ratepension over fx 10 år. Andre af de ældste pensionister, nåede kun delvist eller slet ikke at blive omfattet af de obligatoriske arbejdsmarkedspensioner, mens de var på arbejdsmarkedet. Derfor har de ikke nogen supplerende pension ud over folkepensionen.
I det første år som pensionist har knap 90 pct. en pensionsopsparing gennem en arbejdsmarkedspension og eller en privat pension. Blandt de 80-årige er der kun ca. 40 pct., som har en pensionsopsparing, og det er alene livsvarige pensioner.
Stor udbredelse af pensionsordninger giver lille restgruppe
Vil du vide mere?
Så kontakt gerne vores ekspert
Andreas Østergaard Hartington
Underdirektør
Relaterede links