Det er både lovpligtigt og gavnligt for trygheden i samfundet, at danskerne tegner en ansvarsforsikring, når vi køber bil. Ikke desto mindre bliver danske bilejere opkrævet en afgift på deres forsikringer, som er højere end afgiften på både benzin, onlinekasinoer og alkoholsodavand. F&P opfordrer politikerne til at fjerne eller sænke afgiften.
Politikerne har jo netop gjort forsikringen lovpligtig, fordi den er essentiel for trygheden på de danske veje. Det er både urimeligt og hamrende uhensigtsmæssigt, at vi som samfund har lagt en skyhøj afgift på danskernes ansvarsforsikring
- Kent Damsgaard, adm. direktør i F&P
F&P har beregnet, at en fuld afskaffelse af afgiften vil give et årligt provenutab på ca. 1 mia. kroner efter tilbageløb m.v. Til gengæld vil en dansk familie med to biler få en årlig stigning i rådighedsbeløbet på 1.400 kr.
- Rigtig mange familier rundt om i landet er afhængige af en bil for at få hverdagen til at hænge sammen, og det gælder ikke mindst uden for de store byer. De ville kunne mærke det i budgettet, hvis politikerne tager et tiltrængt opgør med afgiften, siger Kent Damsgaard.
Afgiften på ansvarsforsikring blev indført for over 40 år siden. Dengang var begrundelsen bl.a., at den skulle medfinansiere sundhedsudgifter som følge af bilulykker. Siden af antallet af tilskadekomne i trafikken faldet fra 21.000 til 3.000, mens antallet af personbiler er mere end fordoblet.
- Der er ikke ét eneste godt argument for ansvarsafgiften, for formålet med en afgift er jo at fremme en bestemt adfærd – f.eks. holde op med at ryge. Men her ønsker man jo ikke, at folk holder op med at tegne en ansvarsforsikring, men det modsatte. Den her afgift er simpelthen et levn fra fortiden, som politikerne bør gøre op med, siger Kent Damsgaard.
Selv om det er lovpligtigt at have en motoransvarsforsikring, er der stadigvæk ca. 10.000 uforsikrede køretøjer i Danmark.
