Arbejdsskade
F&P arbejder for et effektivt arbejdsskadesystem med kortere sagsbehandlingstider og fokus på mulighederne for at tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Nedbringelse af sagsbehandlingstider
Personer, der har været udsat for en arbejdsskade, står ofte i en svær situation fysisk, psykisk eller økonomisk; eller en kombination af de tre. Det er derfor vigtigt, at arbejdsskadesager oplyses og behandles hurtigst muligt, så de tilskadekomne kan få den hjælp og erstatning, de er berettiget til. Som arbejdsskadesystemet er i dag, er det præget af stigende, lange og tunge sagsforløb, som ikke er optimale for nogen, særligt ikke de tilskadekomne. Tabellen viser udviklingen i sagsbehandlingstid i AES.
Tabel : Gennemsnitlig sagsbehandlingstid i arbejdsskadesager fra 2019-2023
Kilde: www.aes.dk/statistik/sagsbehandlingstider/sagsbehandlingstider-arbejdsskadesager
F&P har i mange år arbejdet for en effektivisering af systemet med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstider. Vi er bl.a. kommet med konkrete forslag og input til, hvordan det kan ske. Derudover er vi løbende i dialog med aktører på området - administrative såvel som politiske - med ønske om, at de tilskadekomne hurtigst muligt kan få overblik over deres nye tilværelse med en arbejdsskade og bedst muligt indrette sig herefter. Vi ser fx et stort, uudnyttet potentiale i yderligere digitalisering af samarbejdet mellem branchen og myndighederne. Ligesom vi finder, at det både tids- og retssikkerhedsmæssigt vil være fordelagtigt, at tilskadekomne inddrages i sagen allerede fra anmeldelsen.
Oplysning af arbejdsulykkessager
Samarbejde med AES om at give skadelidte hurtig afgørelse
Desuden har vi gennem mange år foreslået, at branchen kan varetage dele af sagsbehandlingen og fx overtage afgørelser om fastsættelse af varigt mén. I den politiske arbejdsskadeaftale fra september 2022 blev det aftalt, at der skal etableres et pilotprojekt, hvor forsikringsselskaberne bidrager til at lette sagsbehandlingen ved at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet. Dette fremgår også af lovforslag, der er i høring. Vi er glade for, at lovgiver viser branchen den tillid, så vi kan bidrage til et mere effektivt arbejdsskadesystem med høj kvalitet. Pilotprojektet drejer sig om anerkendelsesspørgsmålet, og vi håber, at forsøget vil vise, at branchen kan bidrage, så vi på sigt også kan varetage opgaven om fastsættelse af varigt mén, som selskaberne allerede i dag gør det i private erstatningssager.
Fokus på fastholdelse og tilknytning til arbejdsmarkedet
Jo længere tid man er ude af arbejdsmarkedet, jo sværere kan det være at vende tilbage og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. En alt for stor del af de personer, der har været udsat for en arbejdsskade, forsvinder helt ud af arbejdsmarkedet, selvom de har et potentiale for at vende tilbage i arbejde i en eller anden grad.
F&P arbejder for, at de tilskadekomne sikres en relevant tilknytning til arbejdsmarkedet, som selvfølgelig er tilpasset deres nye livssituation med en arbejdsskade. At være en del af et arbejdsfællesskab øger de fleste tilskadekomnes livskvalitet og økonomi. Samfundsmæssigt er det også værdifuldt, at tilskadekomne bidrager med det, de kan efter en arbejdsskade.
De samme synspunkter indgår i arbejdsskadeaftalen, hvor der bl.a. skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal afdække muligheder for bedre arbejdsmarkedstilknytning og forslag til at skabe bedre koordination mellem aktørerne på området. F&P vil bidrage med branchens viden og erfaring til arbejdet og desuden arbejde for, at aktørerne samarbejder om at få borgeren tilbage på arbejdsmarkedet.
Vil du vide mere?
Thomas Brenøe
Direktør for Forsikring & Digitalisering, cand.jur.