Bedre digital sammenhæng mellem det offentlige og det private
Bedre digital sammenhæng og deling af data mellem det offentlige og den private sektor vil give færre udfordringer for borgeren, og offentlige og private aktører kan effektivisere deres arbejdsgange, så der spares ressourcer på begge sider af bordet.
Når den digitale brugerrejse kortsluttes
Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Vi nyder allerede i dag godt af en fælles offentlig digital infrastruktur, der gør det nemmere at være digital borger. Men der er fortsat stort potentiale for forbedring.
Når data rejser mellem myndigheder og virksomheder, oplever både borgere og virksomheder ofte, at den digitale brugerrejse ”kortsluttes”, fordi dele af rejsen fx stadig foregår på papir, og fordi de digitale løsninger i det offentlige og det private ikke er tænkt sammen.
Udfordringen er, at overgangen mellem det offentlige og det private enten ikke er digitaliseret, eller den digitale løsning ikke er tilstrækkelig til at understøtte en sikker og sømløs videregivelse af oplysninger.
Konsekvensen kan være, at borgerne selv må bøvle med manuelt at trække data ud fra fx sundhed.dk, printe og scanne oplysningerne eller sende dem via en usikker mail fx til deres pensionsselskab.
Det koster tid og besvær, og samtidig øger det risikoen for, at data ender hos uvedkommende, eller at borgerne uforvarende får sendt for mange oplysninger afsted. I værste fald bliver bøvlet en barriere for, at borgeren overhovedet kommer hele vejen igennem en digital proces.
I forsikringsregi rammer det fx borgere i udsatte situationer, fordi anmeldelse af en personskade ofte kræver dokumentation fra læge, sygehus, speciallæge, kommune eller andre. Det gælder fx de cirka 130.000 årlige anmeldelser til ulykkes-, ansvars- og tab af erhvervsevne-forsikringer, og det gælder anmeldelser fra de 3 millioner danskere, som har en sundhedsforsikring (2024-tal).
Digitaliseringspolitisk udspil
F&P’s forslag til at understøtte en stærk og ansvarlig digital fremtid
Bedre digital sammenhæng
Bedre digital sammenhæng mellem det offentlige og den private sektor vil både forbedre brugeroplevelsen for borgeren og sikre effektive sagsgange både i det offentlige og hos private.
Borgerne vil opleve færre udfordringer. Offentlige og private aktører kan effektivisere deres arbejdsgange, og der kan spares ressourcer på begge sider. Derfor er der et særskilt behov for at sætte fokus på de tværgående datarejser.
Hvor starter vi?
F&P foreslår:
- Borgerne skal kunne dele deres egne offentlige data:
- Borgerne skal sikkert og forsvarligt kunne dele egne data med myndigheder, med virksomheder eller andre borgere (fx værger) fra de offentlige løsninger og registre, hvor den enkelte myndighed har tilgængeliggjort data. Det er derfor vigtigt, at borgernes data altid præsenteres på en måde, så de kan deles digitalt. Det kunne fx være data fra Borger.dk, Sundhed.dk, Mitoverblik, SKAT, Miljøportalen, Kommunale sagsakter m.v.
- Der etableres en samlet indgang til sundhedsdata, som muliggør at borgeren let og sikkert kan give relevante private aktører adgang til relevante data, hvor det er nødvendigt.
- Der etableres en samlet indsats, som forankres hos én offentlig myndighed, der har ansvaret for at sikre bedre digital sammenhæng mellem det private og stat, regioner og kommuner.
Vil du vide mere?
Kontakt vores ekspert i digitaliseringspolitik
Sigrid Floor Toft
Underdirektør, cand.jur.
Læs mere