Invalidepension og erhvervsevnetab
Forsikrings- og pensionsselskaberne spiller gennem deres ydelser og indsatser en stor rolle i hjælpen til borgere, som bliver invalide eller taber deres erhvervsevne. Men på mange områder er der et stort potentiale for at tænke de offentlige ordninger og ydelser langt bedre sammen med de private, kollektive ordninger.
En vigtig del af sikkerhedsnettet
Alle kollektive pensionsordninger på arbejdsmarkedet har invalidepensionsordninger tilknyttet. Derudover kan den enkelte også selv købe en forsikring mod tab af erhvervsevne hos et forsikringsselskab. Begge dele beskytter indkomsten ved at supplere de offentlige ydelser, man kan få, hvis man bliver ramt af sygdom, ulykke eller nedslidning. Supplementet er vigtigt, da mange har svært ved at leve af de offentlige ydelser, når de mister erhvervsevnen, fordi deres økonomi er indrettet efter en bestemt lønindkomst. Det kan være offentlige ydelser som sygedagpenge, ressourceforløbsydelse, fleksjobtilskud, revalideringsydelse samt senior- og førtidspension.
Der findes ikke en samlet statistik, men vi anslår, at mere end 2,4 mio. danskere har en invalidepension via deres pensionsordning. Dertil kommer dem, som har tegnet en individuel forsikring mod tab af erhvervsevne.
I starten af 2023 var der mere end 76.000 borgere, der modtog invalidepension fra deres pensionsselskab. Det er særligt faglærte og personer i starten af 60’erne, som modtager invalidepension.
Læs mere om invalidepensionssystemet
Invalidepension i arbejdsmarkedspensionssystemet
Behov for bedre samtænkning med offentlige ordninger
På trods af den store udbredelse og betydning af private invalidepensionsordninger og forsikringer mod tab af erhvervsevne, så bliver de ofte overset, når der bliver lavet om i de offentlige ordninger og ydelser. Resultatet er, at der på flere områder er et dårligt samspil mellem den offentlige og private del af sikkerhedsnettet, når lønmodtagerne bliver ramt af sygdom, ulykke eller nedslidning.
F&P har derfor særligt fokus på en lang række områder, som vi mener bør tilpasses eller ændres:
Koordinering af offentlige og private beskæftigelsesindsatser
Det bliver mere og mere almindeligt, at forsikrings- og pensionsselskaberne også gør en stor indsats for at få sygdomsramte tilbage på arbejdsmarkedet. Desværre får de sygdomsramte ofte for sent besked om muligheden, eller det bliver helt glemt af kommunen. Det kan resultere i manglende indsatser eller indsatser, der ”spænder ben for hinanden”. Der er brug for, at offentlige og private aktører bliver bedre til at samarbejde og koordinere.
Modregning i ressourceforløbsydelsen bør lempes
Reglerne for modregning af invalidepension i de offentlige ydelser er forskellige fra ydelse til ydelse, hvilket er ulogisk og urimeligt. Det er nemlig svært for den sygdomsramte at holde fokus på at komme tilbage på arbejdsmarkedet, når indkomsten svinger voldsomt ved overgang fra én offentlig ydelse til en anden.
Derudover er modregning af invalidepension i ressourceforløbsydelsen særligt problematisk, da man politisk har indført 100 pct. modregning. Det kan betyde, at man helt mister sin offentlige ydelse, eller at man slet ikke får en invalidepension. Modregningen bør derfor lempes hurtigst muligt.
Vi har lavet en opgørelse, der viser, at modregning af invalidepension i ressourceforløbsydelsen kan lempes uden omkostninger for staten. Det skyldes, at invalidepensionsordningerne vil blive lavet om, så flere vil modtage invalidepension. Det medfører flere skatteindtægter for det offentlige og mindre udbetalinger i ressourceforløbsydelse for denne gruppe. Det finansierer den generelle lempelse af modregningsreglerne.
Lettere adgang til fastholdelsesfleksjob
Hvis man er blevet ramt af sygdom, ulykke eller nedslidning, så er den bedste vej tilbage på arbejdsmarkedet oftest ved at have et fleksjob på den arbejdsplads, hvor man allerede er ansat. Men reglerne på dette område er blevet for stramme, så det er svært for den sygdomsramte at få igennem.
Vil du vide mere?
Kontakt vores ekspert i pension og velfærd
Jan V. Hansen
Direktør for Pension
Læs mere om F&P's politik