Det danske pensionssystem er robust og skaber stor værdi for danskerne. Det er også en vigtig brik i velfærdssamfundet og den offentlige økonomi - derfor skal vi tænke os godt om, inden vi ændrer noget.
I F&P arbejder vi for, at vores fælles pensionssystem er så stærkt som muligt i dag og i fremtiden. Det gør vi blandt andet ved at deltage aktivt i debatten med analyser og synspunkter og ved at komme med konkrete forslag til justeringer.
Det mener F&P
- Pensionsindbetalinger er i høj grad et anliggende for arbejdsmarkedets parter. F.eks. bestemmes indbetalingsprocenterne i overenskomsterne og i firmaaftalerne.
- Der er på ingen måde en udbredt "overopsparing". Den almindelige dansker - herunder de unge - sparer ikke for meget op i dag.
- Der er fortsat en del danskere - 1/2 mio. - der sparer for lidt op til pension eller slet ikke sparer op. Det bør der også være fokus på.
- Det er vigtigt at komme i gang med at spare op tidligt i arbejdslivet. Rentes rente - eller sneboldeffekten - betyder, at penge opsparet i starten af arbejdslivet vokser allermest frem mod pensionisttilværelsen.
- Unges pensionsdepoter er begrænsede. Man skal derfor ikke tro, at man bare lige kan købe f.eks. bolig for pengene. Til gengæld er selv en lille pensionsopsparing i starten af arbejdslivet en god start.
- En pensionsordning indeholder typisk også forsikring i tilfælde af, at man bliver syg eller taber sin erhvervsevne. Derfor er det ekstra vigtigt at have en pensionsordning, når man er ung.
Fakta i debatten
De fleste danskere sparer med de nuværende regler for folkepensionsalderen tilstrækkeligt op til, at de kan se frem mod en økonomisk tryg alderdom. Samtidig indeholder pensionsordningerne vigtige forsikringer i arbejdslivet - især mod tabt erhvervsevne - og aflaster de offentlige finanser.
En tommelfingerregel er, at dækningsgraden - som sammenligner en persons indkomst i pensionisttilværelsen med indkomsten i arbejdslivet - skal ligge på ca. 70-80 pct. Blandt danskere i job er den i dag i gennemsnit på ca. 70 pct.
Men der er stadig mange danskere, der slet ikke får sparet nok op til pension. Faktisk gælder det omkring 1/2 mio. af os.
I den anden ende af skalaen frygter flere omvendt, at danskerne har så store pensionsformuer, at de vil trække sig fra arbejdsmarkedet før tid. Men F&P's analyser viser, at selvom de fleste danskere sparer nok op til, at vi kan leve godt, når vi når pensionsalderen, betyder det ikke, at vi sparer så meget op, at vi selv kan trække stikket, når vi har lyst.
Kun ca. 8.000 trak sig tilbage som selvpensionister før pensionsalderen i 2021. Og der er heller ikke noget, der tyder på, at antallet vil stige meget i fremtiden. Læs mere her.
Vi har et af verdens bedste pensionssystemer i dag, og i fremtiden bliver det kun stærkere. Men der er intet, som tyder på, at danskerne er på vej til at spare for meget op til pension
- Kent Damsgaard, administrerende direktør i F&P
Vi skal gøre det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet
Vi har et af de bedste pensionssystemer i verden, og det skal vi værne om.
De seneste mange år har seniorerne båret en markant del af fremgangen i beskæftigelsen, men den stigende tilbagetrækningsalder forudsætter også bedre mulighed for en fleksibel tilbagetrækning. Det er vigtigt, at incitamenter og fleksibilitet er til stede for de seniorer, der kan og vil blive længere på arbejdsmarkedet.
I F&P har vi en række forslag, der skal være med til at gøre det mere attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet. Det kan det fx blive ved, at man gør det mere fleksibelt at kombinere arbejde og pension.
Pension
Læs om F&P's arbejde indenfor pensionsområdet
